Fastelavn på Brønshøj Torv
Det blev en rigtig fin dag, vejret holdt, og mange store og små børn kom i alle mulige fantasifulde udklædninger, da Forældre for Fred i lørdags afholdt fastelavnsfest på Brønshøj Torv, støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Alle gik med energi og slagkraft til tønderne – og stod også længe i kø ved politiets patruljevogn for at få lov at sidde i den og få hilst på de to flinke politibetjente. Efter alle fire tønder var slået ned og kattekonger og -dronninger var kåret – så blev mange på torvet og nød vejret, mens de fik varm kakao og lækre fastelavnsboller fra Kirstens Konditori.

– Det var også i år en super fin oplevelse at fejre fastelavn på Brønshøj Torv, og vi håber helt sikkert, at vi skal gøre det igen næste år, siger Gitte Toftager fra Forældre for Fred

Fastelavn er oprindeligt festen, der blev afholdt, inden der skal fastes i 40 dage op til de kristnes helt centrale højtid, nemlig påsken. Ordet fastelavn stammer fra tysk “fastelabend”, dvs. aftenen før fasten.

Fastelavnsris har været kendt i Danmark siden 1700-tallet. Særligt fromme folk kunne finde på at prygle deres børn med ris på langfredag. Formålet var i bogstavelig forstand at minde børnene om Jesu lidelser. I løbet af 1800-årene begyndte man at kunne købe pyntede fastelavnsris, for eksempel med papirblomster, katte og storke. Og senere slik og chokolade m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top