Hopsa og polka
Folkedans.jpg
Bente og Kaj har danset folkedans på Bornholm flere gange. Bente Bang er nummer tre fra venstre og Kaj Thestrup nummer fire fra venstre. Dragterne har de selv håndsyet. Foto: Privatfoto
Fællesskab og sved på panden i Brønshøj Folkedanser Forening

Hver onsdag aften byder Brønshøj Folkedanser Fore­ning op til dans. Ægteparret Bente Bang og Kaj Thestrup har danset folkedans i foreningen i 22 år og udover et indgående kendskab til de enkelte danse, har parret også samlet masser af historisk viden om folkedans.

”Vi flyttede til Brønshøj og skulle finde en måde at lære andre at kende på. Folke­dansen gav os lynhurtigt et godt netværk, og det viste sig at være en meget munter måde at få sved på panden på,” smiler Bente, der har været formand i Brønshøj Folkedanser Forening i de sidste syv år. Brønshøj Folkedanser Fore­ning mødes hver onsdag aften og danser to timer.

Onsdage med livemusik

De har en fast instruktør og to live musikere – violin og harmonika. Udover de faste onsdagsdanse tager foreningens medlemmer også ud til folkedans i andre foreninger, ligesom de deltager i landsstævner og optræder i Tivoli, på Frilandsmuseet, på plejehjem og til sommerfesten i præstegårdshaven i Brønshøj.

”Der sker altid noget nyt, og der er altid noget at lære. Der er noder til over 700 forskellige danse,” fortæller Bente. Hun synes det giver en særlig god stemning med livemusikken. Det er nemt at øve de svære stykker i dansen, for så spiller musikerne bare det samme igen og igen.

Syer selv dragterne

”Når man nævner ordet folkedans, så tænker mange nissetøj og træsko, men vi danser i vores almindelig tøj på vores øve-aftener,” fortæller Kaj. Han er foreningens ældste aktivt dansende medlem – 87 år.

Når foreningen tager ud til stævner eller opvisninger, så trækker medlemmerne i flotte dragter, som de selv syer i hånden. Det er en gammel tradition.

”Folkedans er for alle – både yngre og ældre. Vi har et ungt par i foreningen nu, der havde set os optræde på Islands Brygge. De mødte op til en prøvetime og blev helt vilde med det,” fortæller Bente. I dag kan hverken Kaj eller Bente forestille sig et liv uden folkedans.

Brønshøj Folkedanser Fore­ning blev stiftet i 1952. I dag har foreningen omkring 50 medlemmer mellem 25 og 87 år.

Vil du prøve folkedans?

Brønshøj Folkedanser Forening øver hver onsdag på Brønshøj Skole fra 19.30 – 21.30.
Du kan få gratis prøve­timer, inden du melder dig ind.
I september måned er der en ekstra introduktions­timer for nybegyndere.
De fleste kommer som dansepar, men du kan ­sagtens komme alene og finde en partner.
Du kan læse mere på www.brhff.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top