Mandag 24. juli 2017
Køkkenchef Martin Pihl omgivet af værtinderne Pernille Amsick og Hanne Kierstien. Foto: Frivilligcenteret ECV
Økologisk folkekøkken søger frivillige
Køkkenet på EnergiCenter Voldparken starter nyt spændende koncept med økologisk folkekøkken og søger i den forbindelse flere frivillige
Skrevet af Erik Fisker - 18. marts 2014, 08:17:31

Til dagligt laver køkkenet økologisk mad til mere end 400 børn i daginstitutionerne på EnergiCenter Voldparken. Det nye folkekøkken vil hver torsdag fra april til juni tilbyde et billigt og godt måltid mad i tidsrummet 17.30 -20.00 på EnergiCenter Voldparken, og maden bliver dagligt testet af de hårdeste smagsdommere, nemlig børn. Fornylig fik køkkenet Fødevarestyrelsens flotte anmærkning – det økologiske spisemærke i guld. Den anerkendelse og hæder vil køkkenet give videre til bydelen ved at starte et folkekøkken, hvor alle kan få del i den prisbelønnede mad.

– I folkekøkkenet vil vi forsætte vores koncept med tilgangen til økologi og bæredygtighed. Vi vil kun servere kvalitet for gæsterne på folkekøkkenet. Vores ambition er at have en økologiprocent tæt på 100, et madspild tæt på nul, og så høj en råvareudnyttelse som ressourcemæssigt muligt. Vi glæder os til at invitere hele bydelen indenfor, siger køkkenchef, Martin Pihl.

Frivillige er værter
Folkekøkkenet søger flere frivillige der har lyst til at give en hånd med, både praktisk og til at skabe god stemning. Pernille Amsick og Hanne Kierstien har været med til at udvikle folkekøkkenkonceptet. De er begge frivillige og værtinder, som skal skabe god stemning og fællesskab til folkekøkkenet. – Vi vil gerne slå et slag for god og billig økologisk mad, og vi er sikre på, at der sidder nogen rundt omkring i Brønshøj-Husum, som har lyst til at yde en frivillig indsats med et folkekøkken. Derfor håber vi at endnu flere vil tilmelde, siger Pernille Amsick.

Og hun bakkes op af køkkenchef, Martin Pihl. – De frivillige er kernen i at det nye folkekøkken bliver en succes. De vil være værter ved arrangementerne og er dem, der skal drive vores nye folkekøkken, siger han.

Med det nye folkekøkken kan hele familien få et godt og billigt måltid mad. Første folkekøkken starter torsdag den 10. april. Interesserede kan kontakte EnergiCenter Voldparken på tlf. 31 21 50 14 eller maile til mfh@energicentervoldparken.dk.

EF

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter