Viben – den dygtige flyver
Viben-COLOURBOX1930514.jpg
Viben. Foto: Colourbox.dk
Viben hører normalt hjemme i det åbne land, men der har været nogle par i Utterslev Mose i flere år

I Utterslev Mose opholder de sig for det meste på det sted, hvor der blev etableret det grønne rensningsanlæg for at forbedre vandkvaliteten i mosen. Jeg stod tit og beundrede viben, når den rigtig boltrede sig i luften med mange dristige flyvninger, hvor også dens skrig fangede min opmærksomhed. Jeg synes, viben er en af vore smukkeste fugle med den lille fjertop i nakken. Den er også let at få øje på.

Allerede i februar måned vender de første viber tilbage fra vinterferie i Vest- og Sydeuropa, og snart genlyder luften af deres velklingende, men lidt vemodige stemme. Dagen lang styrtdykker de over ynglestedet og udfører en næsten dristig luftakrobatik. Specielt hannernes parringsflugt er fascinerende, men desværre falder der allerede i april ro over hannen. Hunnen har lagt 4 æg i en skrabet fordybning på jorden, og i bedste forståelse skiftes magerne til at ruge.

Vibens unger er fuldt udviklede, når de prikker hul på æggeskallen og er i stand til at forlade reden kun få timer gamle. I deres brunmelede dundragt er de godt camouflerede og ligger desuden fuldstændig stille ved den mindste advarselslyd fra forældrene. Det er især hannen, som holder opsyn med og passer på den lille familie, mens hunnen sørger for mad og opdragelsen af de langbenede rollinger, som først efter 35-40 dage er flyvefærdige.

I løbet af efteråret samler viberne sig på store arealer, hvor de i store flokke søger føde. Og det er især på denne årstid, man lægger mærke til, at fuglene i månelyse nætter er meget aktive. I det svage måneskin kan de nemlig se hele den hærskare af insekter, orme og snegle, som natten lang pusler på jorden, og chancen for et rigt festmåltid er derfor oplagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top