Mandag 25. september 2017
BK Grøndals danske mestre med medaljer, pokal - og en god drue til at skylle titlen ned med. Fra venstre: Lars Dunch, Michael Lohse, Tonny Carlsen og Dion Nelin
Billardklubben Grøndal lukker en drømmesæson med et BRAG.
Grøndal konsoliderer sin position i toppen af dansk billard.
Skrevet af Christian Ove Carlsson - 26. april 2014, 21:18:35

Billardsæsonen er ved at være overstået, og vanen tro har den lokale klub BK Grøndal været stærkt dominerende på den danske scene. 29. marts var klubben på Frederikssundsvej vært for DM slutspillet for hold, og holdet bestående af Dion Nelin, Tonny Carlsen, Michael Lohse og Lars Dunch kunne uden at være nævneværdigt presset tage mesterskabet hjem efter hhv. 7-1 sejr i semifinalen over Fredericia og en sikker 6-2 sejr i finalen over Bristol fra Odense. Dermed er klubbens 7. DM trofæ siden 2005 en realitet – imponerende.

Weekenden før påske mødtes den danske elite endnu en gang, denne gang i Vejle hvor den individuelle DM titel skulle placeres. Efter 2 dages hårde kampe blandt de 16 deltagere stod 4 semifinalister klar søndag morgen, heriblandt Grøndals Tonny Carlsen og Jacob Haack-Sørensen. De to øvrige i semifinalen var Brian Zola Hansen fra Albertslund og Brian Knudsen fra Fredericia; og de har såmænd begge en glorværdig fortid i – BK Grøndal. Semifinalerne gav ganske sikre sejre til Zola over Haack-Sørensen og til Carlsen over Knudsen.

Slutkampen blev, som stævnet i sin helhed, en magtdemonstration af Tonny Carlsen, der i opvisningsstil vandt 50-32. Carlsens gennemsnit for hele turneringen var over 1.500, hvilket er identisk med internationalt format, og ingen af hans modstandere var i stand til at lægge bare den mindste smule pres på ham. DM titlen er Carlsens 7., siden han debuterede i 1986 med et dansk mesterskab. Dermed skulle man mene at det kunne være nok for én sæson for Grøndal; men det bliver endnu bedre, fordi:

Verdens bedste klubhold gæster Danmarks bedste caramboleklub.

Foruden at blive tildelt hjemmebane i coupe d´Europe, som er billardens pendant til Champions League, så kom op af hatten ingen ringere end AS Agipi fra Strasbourg, verdens bedste klubhold gennem de seneste 10 år. 3 af de 4 spillere på det franske hold ligger netop nu i top 10 på verdensranglisten, så der bliver med garanti budt på billard i verdensklasse i den lille kælderklub. Desuden skal Grøndal møde BC Elite fra Wien og Mecidiyelsöy SC fra Istanbul, og skønt de to nok næppe kan måle sig med Agipi, så er der dog 3-4 internationalt kendte navne på de to hold. Alt i alt venter der det danske mesterhold en stor og spændende opgave, og skønt Brønshøj-holdet så langt fra er favoritter, så stiller de op med stor selvtillid i bevidstheden om at de på en god dag kan bide skeer med selv de allerbedste. Puljevinderen er sikret en plads i en 6-holds finale senere på sommeren i Istanbul, og desuden er der en plads i finalen til den bedste bland fire 2´ere.

Puljen spilles lørdag d. 26. april kl. 13 og søndag d. 27. april fra kl. 11, og selvom der nok bliver rift om pladserne i det lille klublokale, så skal der nok blive plads, hvis nogle af de lokale billard-interesserede skulle finde på at dukke op.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter