Onsdag 20. september 2017
-Jeg er glad for mit hjem på 40 kvm, selvom jeg indimellem stadigvæk bliver rastløs, siger Krølle. Foto: Dorthe.
Jeg er luksus hjemløs
Krølle bor i de ”Skæve boliger” i Toften
Skrevet af Dorthe Brandborg - 13. april 2014, 19:49:05

Knapt et år efter KAB byggede 10 små rækkehuse for hjemløse på Toften i Brønshøj, er beboerne for alvor ved at komme på plads og for nylig blev ”Krølle” valgt som beboerformand.

-Jeg har en masse forslag til, hvad der skal laves. Især vil jeg gerne kæmpe for, at vi får et beboerhus, hvor vi kan mødes. Lige nu har vi kun en overdækket terrasse og der er knageme koldt om vinteren, fortæller Krølle samtidig med at han viser, hvor han sidste år havde plantet jordbær. I år vil han gerne have sået blomster og stauder.

Krølle har gået på landevejen i 8 år og efter kort tid bag tremmer, kunne han den 1. maj droppe prædikatet som hjemløs og flytte ind i et helt nyt rækkehus med to værelser, køkken og et stort badeværelse. Ude foran har han en lille forhave, med bord og stole, hvor han kan sidde og få sig en kop morgenkaffe og få sig en cerut.

 

På landevejen

-Jeg rejste rundt i hele landet. Jeg er udlært tømre, så når det rygtedes, at jeg var på farten, så kom der arbejde ind til mig. Enten tømrearbejde eller så hjalp jeg til på gårdene i høsten. Om natten så sov jeg så på høloftet eller i min bil, fortæller 55-årige Krølle, der kalder sig selv en luksus hjemløs.

-Jeg kørte altid rundt på landevejene enten i min bil eller på motorcykel – ikke noget med en gammel barnevogn til mig, fortæller Krølle og tænder sig en cerut.

Det har ikke altid været sådan. Krølle har haft to koner, to huse og så er han far til fire børn og har levet et ganske almindeligt liv.

-Men når jeg blev uvenner med konen, så skred jeg. Så fik hun huset og jeg tog bare lige mit værktøj og tøj med. Af den grund har jeg nok heller ikke været den mest nærværnede far, men jeg har valgt gode mødre til mine børn, det ved jeg, forsikrer Krølle, der i dag har kontakt med tre af sine børn.

– Den store og jeg røg lidt uklar med hinanden, men det skal vi nok få rettet op på, fastslår Krølle, der bor alene med sin schæferhund Ziggi.

 

Jeg føler mig jagtet

-Jeg er faldet til og der er meget at tage fat i her. Nogle gange rykker det da stadigvæk i mig. Jeg er nok lidt rastløs anlagt. Før ville jeg gå på landevejen, hvis jeg havde det sådan, men nu går jeg bare en lang tur med min hund.

-Det eneste der irritere mig er, at det offentlige hele tiden er efter mig. Jeg får bistand og skal møde op hele tiden til alle mulige ting. Jeg kan sgu ikke lide, at nogen skal bestemme over mig. Det er da ikke fordi, jeg ikke vil arbejde. Jeg havde et arbejde på blindeinstituttet for nylig, men der boede jeg i et kolonihavehus uden varme, så jeg må indrømme, at det var lidt svært at komme afsted om morgenen, når man var gennemfrosset. Så det arbejde mistede jeg, indrømmer Krølle, der ud af sin bistand skal betale 3200,- om måneden i husleje.

– Det bedste ville være, hvis jeg blev pensioneret. Egentlig ville det passe mig rigtig godt, hvis jeg kunne bo fast i rækkehuset om vinteren og smutte på landevejen om sommeren, men jeg ved jo også, at det er for hårdt for mig, indrømmer Krølle.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter