Torsdag 27. juli 2017
-Det har været en positiv oplevelse at være på Neurologisk Rehabiliterings Centret, fastslår Hans Løvetand. Foto: Kaj Bonne.
Mit liv blev ændret ved et fald
Hans Løvetand til genoptræning i Bystævneparken
Skrevet af Dorthe Brandborg - 30. april 2014, 11:54:22

Han har været en af de journalistiske frontfigurere på Billed-Bladet. Han har skrevet flere bøger – blandt andet om sit liv som christianit og senest en bog med hjemmelavede limericks. 62-årige Hans Løvetand har været aktiv og produktiv journalist lige indtil, han for fire år siden blev så medtaget af sin parkinson sygdom, at han ikke længere kunne læse de noter, han skrev, når han var ude på opgaver.
Parkinson sygdommen har medført, at Hans er blevet afhængig af hjælp til personlig pleje, rengøring og indkøb. Men han har stadigvæk hovedet fyldt af gode ideer til bøger, og han kan stadigvæk sætte gang i en god politisk diskussion.

Mit ben var i fare!
Men da Hans Løvetand, for nu snart fire måneder siden, rejste med tog tilbage til Christianshavn efter at have besøgt familien over jul og nytår, gik det for alvor galt.
-Jeg var kommet hjem en dag før beregnet, og det havde jeg hverken fortalt til mine venner eller hjemmehjælpen. Det gik fint nok med at komme hjem, men da jeg skulle i seng, gled jeg simpelthen ud af sengen. Jeg forsøgte at hive mig selv op, men det lykkedes ikke. Jeg forsøgte mange gange, og jeg kunne ikke nå at få fat i det kaldeapparat, som jeg normalt går med om halsen, men som jeg efter ferien ikke havde nået at få på igen.
Alle forsøgene gjorde mig helt udmattet, og jeg faldt i søvn på gulvet. Jeg lå i over et døgn, inden jeg blev fundet. En af mine veninder har nemlig fornemmelsen af, at der var noget galt, da jeg ikke havde svaret på min telefon. Da jeg blev fundet, var jeg så medtaget og dehydreret, at jeg med det samme blev indlagt på Bispebjerg hospital. Her konstaterede de, at jeg ved faldet havde lukket blodtilførslen til mit venstre ben, hvilket betød, at lægerne troede, at de blev nødt til at amputere det, fortæller Hans Løvetand, der heldigvis stadigvæk har sit venstre ben.
-Jeg var i fuld narkose fem gange, men det var det der skulle til, for at jeg kunne beholde mit ben, siger Hans Løvetand, der var indlagt på Bispebjerg Hospital i en måned.
-Jeg havde ingen kræfter i benene og kunne på ingen måde kommer hjem til mig selv igen. Derfor blev jeg udskrevet til Neurologi-og Rehabiliteringscenter Køben­havn, fortæller Hans Løve­­tand, der fik tilbuddet om genoptræning for yngre borgere og stillet en stue med tekøkken og bad til rådighed.

På genoptræning
Neurologi- og Reha­bilite­ringscenter, som ligger i Brønshøj i Bystævneparken, er et tilbud, som kommunen kan give sine borgere, efter et langvarigt hospitalsophold. Enten har borgeren haft en blodprop eller hjerneblødning, som kræver genoptræning. Indtil 2011 var der ingen pladser af den art i kommunen.
– Lige nu har vi åbnet en ny afdeling i det nedlagte plejehjem i Bystævneparken. Det er for yngre borgere under 65 år. De 15 nye pladser er primært til dem, der har haft komplicerede brud og frakturer. Vi får også 8 ekstra pladser til de ældre, fortæller fysioterapeut Tine Lund, der i de sidste snart 3 måneder har hjulpet Hans Løvetand til igen at kunne gå – dog stadigvæk ved hjælp af en rollator.
-Det er langt fra alle borgere, der kommer tilbage til deres gamle tilstand.
Men borgeren sætter et mål for, hvad han vil med træningen, og så arbejder vi os i den retning. Det vigtigste er, at borgeren kommer tilbage til en tilværelse, der giver dem mening, siger Tine Lund.

Ikke set sin lejlighed siden faldet
Hans Løvetand har boet på Neurologi- og Rehabilite­rings­center København i tre måneder. Han vil gerne blive længere, men det er ikke sikkert, han får lov til det.
-Lige nu skal det undersøges, om jeg kan komme hjem til min egen bolig eller om jeg skal i en ældrebolig. Jeg er ret nervøs for trapperne i min lejlighed. Det der er værst for mig er, at jeg ikke bare kan rejse mig og gå til købmanden, hvis det er det, jeg har lyst til. Så jeg er stadigvæk ret afhængig af andre, fortæller Hans Løvetand, der har været glad for at være i Bystævneparken.
– Personalet har været dygtige og hyggelige. De har været med på min humor, og jeg har også fundet andre medborgere, som jeg har været på bølgelængde med, fortæller han.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter