Torsdag 17. august 2017
Thomas Borum Reuss og elever fra Borupgaard Gymnasium i Kenya. Foto: Plan Danmark.
På besøg hos fadderbørn i Kenya
Gymnasielærer fra Husum er overvældet
Skrevet af Erik Fisker - 13. april 2014, 21:01:19

Gymnasielærer Thomas Borum Reuss, der bor i Husum og arbejder på Borupgaard Gymnasium er vendt hjem efter et besøg i Kenya, hvor gymnasiet har seks fadderbørn gennem Plan Danmark. Thomas Borum Reuss var af sted med syv elever og de fik med egne øjne bekræftet, at 10 kroner om måneden kan gøre en verden til forskel for børn og unge i Kenya. Thomas Borum Reuss rejste i marts til Bondo, som ligger ud til Victoriasøen i det vestlige Kenya. Læreren ønskede sammen med eleverne at møde nogle af de unge, som gymnasiet støtter hver måned.

”Ønsket gik i den grad i opfyldelse,” fortæller lærer, Thomas Borum Reuss.

”Vi er alle sammen helt overvældede af turens indtryk, og mødet med fadderbørnene og deres familier har været meget intenst og livsforandrende,” siger Thomas Borum Reuss og fremhæver tre nøgleord, som har brændt sig fast. Håb, værdighed og gavmildhed.

”Én familie havde kun tre høns. Den fjerde havde de slagtet for at give os mad. Den gavmildhed var overvældende og meget udfordrende for os at møde,” fortæller Thomas Borum Reuss og tilføjer:

”Selvom de lever et nøjsomt og fattigt liv, hvor flere af børnene, ud over skolegangen, må bruge op til fire timer dagligt på at hente vand til familien, så havde de alle håb, glød i øjnene og drømme for fremtiden. Det gjorde et stærkt indtryk.”

Eleverne var også begejstrede for rejsen.

”Det er helt surrealistisk at tænke på, hvor stor forskel, der er på et barn i Bondo og et barn i Danmark. Kon­trasten var det mest overvældende,” fortæller Sofie Elling Christensen, en af eleverne fra gymnasiet. Hun er blevet så begejstret for projektet, at hun nu er blevet en del af Plan Danmarks frivillige ungdomsbestyrelse, Plan Future, som blandt andet oplyser danske børn og unge om forholdene i verdens fattigste lande.

Borupgaard Gymnasium er PlanFadder til 43 børn og unge i Bondo, Kenya gennem udviklingsorganisationen Plan Danmark. Hver elev og lærer giver 10 kr. pr. måned til ”Projekt Plan”. Gymnasiet har besøgt deres fadderbørn to gange, i 2012 og 2014.04.07.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter