Det er vores fristed
kontakten-1.jpg
I dag er der 20 medlemmer af kolonihaven, og vi mangler stadigvæk omkring 10 medlemmer, for at det kan løbe rundt. Medlemmerne betaler kun 200 kroner om året, for at være med, tilføjer Susanne Ingerslev. Foto: Dorthe Brandborg.
Støtteforeningen Kontaktens Venner fejrede 1 års jubilæum

Der var dækket morgenbord med nybagte boller og kaffe, da Støtteforeningen Kon­taktens Venner i sidste uge holdt åbent hus i deres kolonihave i Tingbjerg, og der var fyldt godt op på den lille plæne af venner, brugere og personale på ”Kontakten”, og flere havde brugbare gaver med til haven.
Kolonihaven tilhørte tidligere ”Kontakten” ved ruten i Tingbjerg. ”Kontakten er et værested for borgere, der er psykisk sårbare, men som en ægte succeshistorier har brugerne nu selv overtaget alle forpligtigelserne af kolonihaven.
-”Kontakten” ejede kolonihaven indtil for tre år siden, men i 2012 var der desværre en pyroman, der satte ild på huset, fortæller Flemming Laursen, der er bruger og medlem af kolonihavens nye bestyrelsen.
Vi talte i et år om, hvad vi skulle gøre og blev enige om, at vi kunne søge fonde, så vi kunne få et nyt hus. Vi fik ryddet grunden og så fik vi penge af Tingbjerg Fonden, så vi kunne købe et byg-selv hus. Det har vi så selv bygget, fortsætte Flemming Laursen.
For mange af medlemmerne har kolonihaven haft en stor betydning for en ændring i deres psykiske og almene tilstande.
-Det betyder meget at have den kolonihave. Jeg har følelsen af, at jeg kan bruges til noget. Jeg har simpelthen fået det meget bedre, forsikrer Christina Andersen, der er førtidspensionist og kasserer i støtteforeningen.
Haven og kolonihavehuset kommer til at være åben 3-4 gange om ugen, men medlemmerne kan også komme udenfor åbningstid – men så er det kun haven, de kan benytte.
-Haven skal være et fristed for vores medlemmer og en nyttehave for dem, der har overskud til det. Vi har planer om at sætte stauder og plante et par frugttræer, men man kan også dyrke krydderurter, hvis det er det, man har lyst til, siger formanden Susanne Ingerslev.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top