Torsdag 29. juni 2017
Finaledeltagerne og mentorerne i kemi OL. Troels er nr. 3 fra venstre. Foto: Jes Andersen.
En vinter i naturvidenskabens tegn
Tilbage i november startede de indledende runder i kvalifikationen til de internationale naturvidenskabelige olympiader - en række konkurrencer der afholdes hver sommer for verdens dygtigste gymnasieelever
Skrevet af Troels Kaas Ibsen, 3x, Nørre Gymnasium - 13. maj 2014, 20:20:42

Danmark deltager i fagene matematik, fysik, kemi, biologi, geografi og datalogi, og for at komme med på et af holdene skal man gennem en lang, sej udtagelsesproces. I de fleste af fagene deltager flere hundrede elever, hvor kun de bedste fire til seks slipper gennem nåleøjet. Jeg deltog selv i kemi og matematik med håbet om at kvalificere mig til enten kemiolympiaden i Vietnam eller matematikolympiaden i Sydafrika. Efter en veloverstået 1. runde af kemi OL og en 8. plads i Georg Mohr-Konkurrencen (matematik) blev jeg inviteret til videre træning og konkurrence sammen med resten af de bedste danske elever. KU var vært for 2. runde af kemi OL, hvor den stod på teori- og laboratorieprøve og fire foredrag om forskellige grene af kemien. Men selv om vi var der for at konkurrere, var der også fokus på det sociale, hvor det blev til både restaurantbesøg, bytur og en masse nye venner.
Til min store glæde – og overraskelse – havde jeg klaret mig så godt til prøverne at jeg var blandt de femten, der gik videre til de næste tre runder. Det betød at jeg gik tre travle måneder i møde. Der skulle læses flere hundrede sider kemi, løses et hav af opgaver og afleveres opgavesæt hver anden uge. Konkurrencerne foregik på DTU, AU og KU, hvor vi fik nogle virkelig spændende foredrag og en masse hård træning – gerne ti timer om dagen! Oven i alt kemien kvalificerede jeg mig til Den Nordiske Matematik­konkur­rence. Her lå træningen enten lige efter eller overlappede med kemi, så f.eks. stod den på et tidspunkt på syv dages træningslejr i træk – en ret hård omgang.
Olympiadedeltagerne blev udråbt ved en reception på Carlsberg Akademi d. 28. april. Jeg gik desværre ikke videre, da jeg endte på en 9. plads i kemi og et sted uden for top seks i matematik. Ikke desto mindre har det dog været en fantastisk oplevelse at deltage, og det er først efter at have været med her, at jeg er blevet overbevist om, at jeg vil læse kemi på universitetet. Det skærpede virkelig min interesse for faget at få lov til at arbejde med det så intenst og på så højt niveau. Især laboratoriearbejdet blev jeg meget gladere for efter hver runde. Det er noget helt andet at stå i et top notch laboratorie med en svær opgave foran sig end at skulle lave et eller andet tilfældigt forsøg i skolen. Hvis man er interesseret i ekstra udfordringer og i at prøve sine færdigheder af, kan det helt klart anbefales at deltage – selvom man ikke når hele vejen til olympiaden, er det alt arbejdet værd.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter