Fredag 18. august 2017
Medlem af Europa-Parlamentet, Britta Thomsen, bag Rytterskolen på Brønshøj Torv. Foto: Kaj Bonne.
– EU er også en del af Brønshøj-Husum
Den 25. maj skal der stemmes om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig en fælles Patentdomstol, og der skal vælges 13 danskere til Europa-Parlamentet. Vi havde sat et medlem af Parlamentet stævne på en kaffebar i Brønshøj
Skrevet af Erik Fisker - 6. maj 2014, 10:43:34

Socialdemokraten Britta Thomsen har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004 og genopstiller til valget den 25. maj. Vi har spurgt hende om, om valget overhovedet kommer borgerne i Brønshøj-Husum ved.
– Bydelen er en del af EU, og EU er også en del af hverdagen i Brønshøj-Husum på rigtig mange områder. Det gælder både i hverdagen og også på de store linjer i udviklingen. EU handler både om at skabe et samfund med plads til alle, endnu flere arbejdspladser og ligestilling mellem mænd og kvinder også på lønområdet, men også om at bekæmpe klimaforandringerne med en endnu mere grøn energipolitik, siger Britta Thomsen.
Europa-Parlamentet har så stor indflydelse på både hverdagen og udviklingen, at det er vigtigt, at vi er med, og at vi indgår i det europæiske forpligtende samarbejde – hvor vi faktisk på mange områder klarer os rigtig godt, siger hun og tilføjer, at hun ikke forstår, at nogen stemmer på kandidater, der ikke aktivt vil bidrage til et europæisk samarbejde, der skal komme den almindelige borger til gavn.

En travl arbejdsuge
Som de fleste andre danske medlemmer af Europa-Parlamentet bruger Britta Thomsen langt det meste af sin tid på arbejdet i Parlamentet og Parlamentets udvalg samt på at bevare kontakten med baglandet og borgerne i Danmark.
– Ugens fire første dage er jeg i Bruxelles eller Strasbourg til møder og forberedelse af møder, og som regel er jeg hjemme i weekenden, hvor jeg meget ofte er til møder med mit politiske parti eller ude til andre møder, hvor jeg fortæller om arbejdet i EU og debatterer med folk. Det er vigtigt, at vi som folkevalgte bevarer en tæt kontakt med borgerne. Jeg får da også end en del henvendelser og spørgsmål fra almindelige borgere, fortæller Britta Thomsen.

– Hvis jeg ikke var skilt og min datter var voksen, ved jeg ikke, hvor jeg skulle finde tiden til det politiske arbejde – både ude og hjemme, tilføjer hun,

EU – et bureaukratisk monster?
Det er ofte hævdet, at EU´s administration m.m. har et lidt tragikomisk skær med utallige ansatte til en fyrstelig løn. Således får hver femte ansatte i EU mere end 1 mio. kr. i årsløn og op mod 1.600 ansatte i EU får en højere løn end den danske statsminister. Ansatte der ofte ser stort på det, der kaldes subsidiaritetsprincippet, eller på dansk nærhedsprincippet. Dette princip går ud på, at beslutninger i EU altid skal træffes på lavest mulige administrative og politiske niveau og så tæt på borgerne som muligt.
Dette afvises dog af Britta Thomsen, der siger at nærhedsprincippet fungerer i hverdagen, samt at medlemmerne af Europa-Parlamentet ofte har møder med politikere fra de forskellige lande for at leve op til kravet om nærhedsprincippet. Hun mener også, at EU i realiteten har relativt få ansatte, fx har EU-Kommissionen færre ansatte end Århus Kommune. – Og så er de ansatte utroligt dygtige til deres arbejde, tilføjer hun.

 

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter