Fredag 21. juli 2017
De første borgere indtager byttemarkedet. Foto: Kaj Bonne.
Genbrugsdag og ny scene i Pilegården
I det bedst tænkelige sommervejr blev der i lørdags afholdt en festlig genbrugsdag omkring Kulturhuset Pilegården
Skrevet af Erik Fisker - 28. maj 2014, 14:12:21

Dagen startede med koncert af bandet Babulja, der fik engageret de mange fremmødte børn til at deltage aktivt i de musikalske løjer.
Dagen var tilrettelagt af Kulturhuset Pilegården og Brønshøj-Husum Lokal­udvalg i forbindelse med Sharing Copenhagen 2014, en bydækkende aktivitet som afholdes i forbindelse med at København har vundet EU-Kommissionens prestigefyldte pris European Green Capital, fordi det skønnes, at København er god til at kombinere bæredygtige løsninger med vækst og livskvalitet – og fordi byen meget gerne deler viden med resten af verden.
På pladsen bag Pilegården var indrettet et byttemarked, hvor man kunne komme med sine egne ting, sætte det på borde – samt tage af andres ting i forhold til det man selv havde medbragt.
Det var også muligt at få repareret sine gamle ting eller få syet sit tøj m.m., hos en af de mange, der havde stillet sin mere tekniske kunnen og fingersnildhed til rådighed.
På dagen var der også indvielse af en ny udendørs scene ved siden af petanquebanen i haven ved Pilegården. Scenen er opført på gavlen af det gamle stuehus til ”Pilegården”, der i dag huser en forening for rollespil. Den nye scene kan overdækkes af en stor markise og der er opsat elstik m.m.
Det var ikke kun til selve genbrugsaktiviteten og underholdningen scenen gjorde sin fyldest men også til den senere jazzkoncert, der blev afholdt i anledning af, at det nu er 25 år siden Brønshøj Copenhagen Jazz Club blev stiftet af en række driftige mænd og kvinder på et møde – i Pilegården.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter