Torsdag 21. september 2017
Det tager ganske kort tid at dreje på den sommerventil, der for alvor lukker ned for fjernvarmeanlægget. Det giver penge direkte i lommen. Foto: Kaj Bonne.
Har du lukket for sommervarmen?
Niels og Anna har drejet sommerventilen – nu sparer de penge
Skrevet af Mette Røhrmann Bau - 20. maj 2014, 21:26:46

Det er ikke mange husejere, der husker at slukke for fjernvarmen henover sommeren. De fleste når kun til termostaterne på radiatorerne, og det koster dem penge.
En af de familier, der har husket at lukke helt ned, er husejerne Niels og Anna Weigelt Sørensen fra Brønshøj. De deltog i sidste uge i kampagnen sommerluk.dk – en landsdækkende kampagne fra forsyningsselskabet HOFOR og Energitjenesten.
Energikonsulent Thomas Bisgaard besøgte Niels og Anna i forbindelse med kampagnen, og han kunne fortælle, at et gennemsnitligt parcelhus i København sparer omkring 500 kroner årligt ved at slukke for fjernvarmeanlægget.
”Mange glemmer at sommerlukke, eller også gør de det forkert. De fleste tror, at det er nok, når de lukker for termostaterne på radiatorerne, men der sker stadig et varmeudslip, når anlægget ikke er slukket på hovedafbryderen. Faktisk kører tre ud af fire fjernvarmeanlæg i Københavnsområdet uforstyrret videre henover sommeren,” fortalte energikonsulent Thomas Bisgaard.
”Det er ikke en kæmpe portion penge vi sparer, men det tager under et minut at slukke, så det er en god timeløn. Der er ingen grund til at betale de ekstra penge,” sagde Niels Weigelt Søren­sen.
Niels og Anna købte hus i Brønshøj sidste år, og energibesparelse var et naturligt fokus fra dag et.
”Vi har været nervøse for at stå med en masse ekstra udgifter – for eksempel en kæmpe varmeregning, og derfor har vi sat os ind i tingene. Det har været vigtigt for os at finde ud af, hvor vi kunne spare energi og dermed penge,” fortalte Niels Weigelt Sørensen, der så varmeregningen som et naturligt sted at starte.
”Jeg gider ikke betale penge for noget, der ikke giver mening. At lade fjernvarmeanlægget stå tændt svarer til, at bilen står i tomgang, når man ikke bruger den. Det ville ingen jo gøre.” Niels og Anna har også har skiftet pumpen på fjernvarmeanlægget ud. Et tiltag, der ifølge energikonsulenten Thomas Bisgaard sparer familien for yderligere 700 kroner om året.
Niels og Anna har gjort, hvad de kan for at spare på varmen henover sommeren, og de har en aftale om at bruge de ekstra penge på deres ferier.
”De ryger ikke bare ind i budgettet. Vi gør besparelsen synlig og hygger os for de penge,” fortalte Niels Weigelt Sørensen, der ikke aner, om folk på villavejen har den samme opmærksomhed.
”Vi skal have madklub med fem andre familier om lidt, og i dag kan vi jo passende lade snakken falde på sommerlukning af fjernvarmen.”
Hvis du har behov for hjælp til at lukke for dit fjernvarmeanlæg, så kan du finde informationer på www.sommerluk.dk.

Det handler også om Co2
Hvis alle fjernvarmebrugere går i kælderen og sommerlukker, vil det også give massive besparelser på landets samlede CO2-regnskab.
For hver gang en parcelhusfamilie drejer på sommerventilen, sparer de typisk 5 procent på deres energiforbrug og mindsker dermed deres CO2-udledning med 100 kg.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter