Torsdag 27. april 2017
BitStrap
Kursisten Miki Kjærs smarte bitholder afprøves af tømrerne på Efterslægten. Foto: HF-Efterslægten.
HF = handy fidus
Skrevet af Erik Fisker - 20. maj 2014, 21:09:41

At gå på HF kan føre til mange ting. Miki Kjær blev opfinder, men først efter en snak med en anden kursist i Efterslægtens kantine.
En dag for seks år siden står den daværende tømrer Miki Kjær på en wienerstige oppe på et tag i femte sals højde og bliver endnu en gang irriteret over at skulle lede efter den rigtige bit til skruemaskinen. Han stikker besværligt hånden i lommen og mærker sig frem til de fire-fem forskellige bits, som han bruger på skift. Han skal nu balancere på stigen og bruge begge hænder til at skifte bit på skruemaskinen.
Den dag på stigen opstod tanken om en ny slags bitholder; en bitholder, som kan sidde på maskinen og holde et lille aktuelt udvalg af de bits, som opgaven måtte kræve. En effektiv holder, så bits’ene altid var ved hånden og til at finde. Ideen udviklede sig.
Nogle år efter begyndte Miki på Efterslægten, og en dag i kantinen faldt han i snak med en anden kursist, Miguel Posada fra danskholdet. Snakken gik på spændende iværksætterdrømme, og pludselig kom den gamle idé om bits-holderen op igen. Miguel blev meget ivrig og ville oven i købet investere penge i opfindelsen. Det viste sig, at Miki var stødt ind i en rigtig iværksætter, dér over eftermiddagskaffen i Efterslægtens kantine.
Nu har Miki og Miguel et patent på opfindelsen på vej (”patent pending”). Den har fået det mundrette navn ”BitStrap”, og de er i fuld gang med at markedsføre produktet – bl.a. på deres hjemmeside vell.dk til glæde for håndværkere og ”handy men” i det ganske land.
HF kan føre til mange ting!

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter