Nu skal der gang i friluftsscenen på Bellahøj
Bellahøj-Friluftscene-01-19-14.jpg
Journalisten, Hans Lind og Chefen for Kultur Nord, Jan Lindboe er store fortalere for at Bellahøj Friluftsscene igen bliver flittig brugt til forskellige kulturelle arrangementer. Men først skal teatret have en grundig make-over. Foto: Kaj Bonne.
I august opføres korværket Carmina Burana

I gennem flere år har der været sløjt med arrangementer på den 61 år gamle Bellahøj Friluftsscene. Men det er der flere kræfter, der gerne vil ændre på. Som en start opføres Carmina Burana den 23. august med sopranen, Susanne Elmark, sangeren Poul Dissing og med det 70 mands store kor, Diabolus.
Journalist og korsanger, Hans Lind, er primus motor på projektet og er utrolig glad for, at han har kunnet få lokaludvalgene i Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Vanløse med til at støtte op om opførelsen af Carmina Burana.
-Vi har fået en underskudsgaranti på 150.000. Uden den ville det jo nærmest være hul i hovedet at gå i gang med sådan et projekt. Hele opsætningen kommer til at koste en kvart million, så vi skulle gerne have mindst 1500 gæster ind, for at det skal kunne løbe rundt, fortæller Hans Lind, der glæder sig til at skulle optræde på den historiske friluftsscene.
Bellahøj Friluftsscene er stadigvæk smuk, som den står i morgensolen og skyder op af det grønne græs som et gammelt græsk amfiteater. Men slitagen er ikke til at tage fejl af. Trapperne er nedslidte, løse og flere steder knækkede. Og de sten der markerer tilskuerpladserne i trappeform er heller ikke særlig sikre.

En perle i byen
-Scenen bliver desværre ikke brugt nok. Jeg tror mest, den bliver brugt ved Skt. Hans og ved det årlige Syng Højt arrangementer. Det vil vi gerne lave om på, fastslår Chef for Kultur Nord Jan Lindboe, der arbejder på at friluftsscenen bliver til en fremtidig kulturinstitution.
-Vi har en perle her i bydelen, og den trænger til at komme på landkortet. Jeg kan sammenligne Bellahøj Friluftsscene lidt med Grønnegårdsteatret. Det er et teater, hvor man skal kunne tage sin mad med og nyde enten et godt teaterstykke eller noget musik, siger Jan Lindboe, der synes det er en skam, at det kun er indre København, der har alle kulturarrangementerne.
-Vi har friluftsscenen og det er unikt. Hvis vi får scenen op at køre, så kan vi få løftet hele området og så ligger scenen i krydsfeltet mellem tre bydele, siger Jan Lindboe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top