Venera sang for Statsministeren
venera.jpg
Venera fra Bellahøj Skole var med på pladsen i dag, hvor 1.000 balloner og en fællessang skulle minde politikerne om, at alle børn har ret til uddannelse. Foto: IBIS.
Alle børn skal have mulighed for at komme i skole

Statsminister Helle Thor­ning-Schmidt var med, da elever fra blandt andet Bellahøj Skole sang hele verden i skole på Christiansborg Slotsplads. I alt var 700 elever mødt op for at sætte fokus på de 57 millioner børn verden over, som fortsat ikke har mulighed for at komme i skole.
Statsminister Helle Thor­ning-Schmidt fik også overrakt en sang om dét at gå i skole, som elever fra danske skoler sammen har skrevet til melodien ’Jeg ved en lærkerede’. Bellahøj Skole havde indsendt to af de vers, som blev sunget højt på pladsen. Det ene lød: ”I landet skinner solen, og himlen den er blå. Der drømmer børn om skolen, der ønsker de at gå.
Venera Isaki fra skolen var med på pladsen og gav det andet vers til statsministeren:
-Jeg håber, at statsministeren vil sige til statsministre i andre lande, at børnene skal kunne gå i skole på samme måde, som vi gør her, fordi man lærer en masse, og fordi man har mange venner, som gør én glad. Det handlede det vers, jeg gav hende, også om, siger Venera.
Efter eleverne havde sunget sangen for statsminister Helle Thorning-Schmidt, holdt hun tale fra scenen og afsluttede med: ”1-2-3-slip ballonerne! Herefter slap hun og eleverne grebet i alt 1.000 balloner, som fløj til vejrs fra slotspladsen med ønsket om uddannelse til alle.
-Det var virkelig sejt at se så mange balloner flyve op mod himlen. Jeg håber, at mange i København har lagt mærke til det, tilføjer Venera.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top