Søndag 23. juli 2017
Mange efterlyser mere synligt politi i gadebilledet. Foto: politi.dk.
Fortsat utryghed i Brønshøj-Husum
Mange borgere er fortsat utrygge ved at færdes i bydelen
Skrevet af Erik Fisker - 10. juni 2014, 11:40:54

På trods af en stigning i trygheden siden tryghedsindeksets indførelse i 2009 er der ikke politisk tilfredshed med det nuværende niveau.
Tryghedsindekset er den årlige opgørelse over trygheden blandt københavnerne, og det nye indeks viser, at selvom det går den rigtige vej i Brønshøj-Husum, så er mange borgere fortsat utrygge.
Faktisk ligger utrygheden for bydelen blandt de højeste i Københavns Kommune. Det er især frygten for indbrud og tyveri, som spiller ind i forhold til utryghed blandt borgerne i området. Og selvom udviklingen for både Brønshøj-Husum og Køben­havn generelt er positiv, er Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kom­mune, ikke tilfreds med den høje utryghed i Brønshøj-Husum:
– Når man ser på tallene for Brønshøj-Husum er det klart, at vi fra kommunens side er nødt til at gøre det bedre. Vi er nødt til at hæve tryghedsniveauet i Brønshøj-Husum, så alle borgere kan færdes frit og føle sig trygge, uanset hvor og hvad tid på døgnet det er. Men vi har fokus på problemerne politisk, og vi samarbejder tæt med politiet om at bekæmpe alle former for kriminalitet og få en tryggere by, siger Anna Mee Allerslev.

Generel fremgang for København
Tryghedsindekset viser, at færre københavnere de føler sig utrygge i deres nabolag i aften- og nattetimerne. Antallet af anmeldelser er generelt faldet markant: 39 pct. for hærværk, 15 pct. for indbrud og 12 pct. for vold og trusler sammenlignet med startmålingen i 2009.
– Vi har en lang række indsatser for at holde udsatte unge væk fra kriminalitet og et tæt samarbejde med politiet, som vi skal fastholde og udbygge. Ikke mindst i Tingbjerg, hvor Partnerskabet har medvirket til en positiv udvikling på blandt andet antallet af tyverier i partnerskabsområdet, siger overborgmester Frank Jensen. – Vi har lov til at glæde os over den positive udvikling de seneste fem år, men vi er langt fra færdige med arbejdet for vores langsigtede mål er jo, at alle københavnere skal kunne færdes trygt og frit i alle kvarterer, tilføjer han.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter