Søndag 23. juli 2017
Barselsafsnittet giver mulighed for, at alle fædre eller anden ledsager kan overnatte under hele indlæggelsesforløbet. Foto: Herlev Hospital.
Herlev Hospital har plads til både mor og far
Tryghed er en god start
Skrevet af Dorthe Brandborg - 10. juni 2014, 11:48:39

Fødeafdelingen på Herlev Hospital forbedrer tilbuddene til nybagte forældre. Et helt nyt barselsafsnit skaber mere plads og privatliv til den enkelte familie og sætter fokus på det allervigtigste: At give familierne tryghed med hjem.
Med helt nye fysiske rammer og flere servicetilbud sætter barselsafsnittet på Herlev Hospital den enkelte familie i centrum. Alle førstegangsfødende og fødende med komplicerede forløb bliver tilbudt indlæggelse på barselsafsnittet, enten på enestue eller på en to-sengsstue, som er opdelt med en væg og skydedør.
– Den nye indretning giver meget mere ro og privatliv til de nye familier end et forhæng. Mange, der er indlagt på vores to-sengsstuer, har faktisk oplevelsen af at have enestue, siger Dorte Eng­strøm, som er vicechefjordemoder på barselsafsnittet på Herlev Hospital.

Far kan altid overnatte
Barselsafsnittet giver mulighed for, at alle fædre eller anden ledsager kan overnatte under hele indlæggelsesforløbet.
– Det er vigtigt at tænke far ind, så han også føler sig hjemme. Dermed understøtter vi den tidlige familiedannelse og fædrenes mulighed for at tage aktivt del i omsorgen for mor og barn, siger Dorte Engstrøm.
Barselsafsnittet på Herlev Hospital er indrettet med tanke på, at begge forældre kan spille så aktiv en rolle som muligt. Der er puslerum, mælkekøkken og ammestue, hvor forældrene mødes og udveksler erfaringer, og hvor personalet giver råd og vejledning.

Forældre får tryghed med hjem
– Rummene er indrettet til forældrene. Tanken er at bringe forældrenes egne ressourcer i spil og lade dem tage aktiv del i plejen. Vi opfordrer til, at de gør så meget som muligt selv, og vi understøtter hele konceptet med den fysiske indretning, fortæller Dorte Engstrøm.
Det nye barselsafsnit deler fællesarealer med hospitalets patienthotel, hvor gæsterne går i deres almindelige tøj, og det har en positiv indvirkning. Familierne tager deres eget tøj på og spiser deres måltider blandt patienthotellets andre gæster.
– Det er med til at understøtte, at de træder ud af patientrollen og tager aktiv del i deres indlæggelsesforløb. Samtidig giver det personalet mulighed for at have fokus på den enkelte families behov og give forældrene de nødvendige kompetencer, så de føler sig helt trygge, når de går herfra, siger hun.

Skræddersyede tilbud til fødende
Til førstegangsfødende, der ønsker at føde ambulant og dermed tage hjem efter 4-8 timer, har Herlev Hospital særlige tilbud.
– Vi har gode erfaringer med ambulant fødsel til førstegangsfødende og udvider derfor vores barselstilbud. Vi tilbyder forberedelse under graviditeten, to hjemmebesøg og døgnåben telefonrådgivning efter fødslen, så forældrene føler sig godt klædt på og er trygge i situationen, fortæller Heidi Fischer, som er vicechefjordemoder ved Fødeafdelingen på Herlev Hospital.
Hun tilføjer, at kriterierne for at gå hjem ambulant efter fødslen er, at det har været et ukompliceret forløb, og at mor og barn har det godt.
– Barsel i hjemmet skaber ro og tid til den nye familie, som hurtigere kan finde deres egen rytme og lære det nyfødte barn at kende. Men vi sikrer os altid, at forældrene føler sig helt trygge, før de tager hjem, siger Heidi Fischer.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter