Mandag 25. september 2017
I tre dage blev patruljerne udfordret i samarbejde, kreativitet, fysiske udfordringer, opfinderi. Foto: FDF.
Lokale FDFere dystede i København
For 27 FDFere fra FDF K25 Brønshøj var Kr. Himmelfartsferien kulminationen på måneders forberedelse
Skrevet af Dorthe Brandborg - 10. juni 2014, 12:34:01

Her mødtes de med knap 1400 andre FDFere til udfordringer og leg i FDF-konkurrencen Væbnermesterskabet.
– Man skal aldrig gå ned på udstyr, griner lederen Morten, og hiver skruemaskine, hjul, tape og en stor plade op af rygsækken. Opgaven er ved hjælp af en selvbygget Storm P.-maskine at få de små bordtennisbolde ned i plastikkrusene, der er sat op nogle meter væk. Snart er dimsen samlet, og holdet er klar til at forsøge at få boldene i glassene. Der er dyb koncentration hos de to, der styrer slagets gang.
– Lidt tættere på, tættere på – jaaaaa!
Den første bold er i glasset. Hele holdet jubler. Den næste bold falder ud på halvvejen, men det lykkes at samle den op igennem, og nogle minutter senere, er alle boldene fordelt i glassene.
– Får vi 100 point? spørger en pigerne fra patruljen.
– Det kan du lige regne med, svarer patruljeleder Morten.

Rundt i København
FDF-konkurrencen Væbnermesterskabet startede allerede i januar. FDFere mellem 11-18 år og deres ledere er henover foråret blevet stillet en række opgaver over internettet. I Kr. Himmelfartsferien samledes de til finalen i København. I tre dage blev patruljerne udfordret i samarbejde, kreativitet, fysiske udfordringer, opfinderi og meget mere, på mere end 45 poster fordelt over hele hovedstadsområdet – fra Frederikssund til Femøren på Amager. Konkurrencedagene blev krydret med spændende og sjove oplevelser og underholdning. Søndag sluttede konkurrencen af med gudstjeneste og præmieoverrækkelse, hvor vindere i to aldersrækker blev kåret. I begge rækker blev der desuden fundet vindere af seks specialistkategorier: Førstehjælp, Kristendom, Opfinderi, Orientering, Tons og tempo samt Underholdning.

De voksne leger med
I FDF sætter de voksne rammerne for et stærkt fællesskab, hvor alle kan være med. Det viser sig særligt til Væbnermesterskabet, hvor deltagerne er samlet i patruljer, sammensat af 3-6 børn og 1-2 voksne ledere. Lederne motiverer og holder gejsten oppe, men kender ikke dagens opgaver, og deltager på lige fod med børnene og de unge.
– Måske husker du, hvordan det var, når de voksne gad være med til at spille fodbold og virkelig gik op i kampen. Sådan er det for alle patruljerne i konkurrencen. Her er voksne, der virkelig vil børnene og legen, siger en af arrangørerne bag Væbner­mes­terskabet Morten Krogsgaard.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter