Lørdag 23. september 2017
Foto: Colourbox.dk.
Sådan blev Danmark et parcelhusland
Ny bog fortæller parcelhusets historie og runder de største op- og nedture
Skrevet af Dorthe Brandborg - 10. juni 2014, 11:34:17

Der har været kriser undervejs, men parterne ender altid med at finde tilbage til hinanden. Det kunne lyde som opskriften på et ægteskab, men er faktisk historien om parcelhuset og danskeren, som netop er udkommet i bogform med titlen Alle tiders parcelhuse 1860-2012.
Her fortæller en historiker og en arkitekt, hvordan Danmark blev et parcelhusland – og hvorfor vores huse ser ud som de gør. Én af bogens hovedpointer er, at siden parcelhuset opstod omkring 1860, har danskerne gjort alt, hvad de kunne, for at få deres egen bolig.
-Det har noget med tryghed at gøre, fordi man hellere vil være ejer end lejer, siger den ene af bogens to forfattere, Jonas Møller.
-Det har også noget med følelsen af at have sin egen jord at gøre. De fleste danskere har bønder i familien bare en eller to generationer tilbage. Og så har det noget med økonomi at gøre. Danskerne har tradition for at bruge parcelhuset som en pensionsopsparing, fortæller Jonas Møller og forklarer, at parcelhusejerne gennem mange år har været favoriseret af det politiske system – både i form af rentefradragsretten, men også i form af de faste prioritetslån, som bliver udhulet af inflationen.
-Det har betydet, at et flertal af danskerne faktisk bor bedre, end de ellers ville have haft mulighed for, tilføjer han.

Generationsskifte på vej
Alle tiders parcelhuse 1860-2012 er historien om, hvordan parcelhuset skiftevis har haft medvind og modvind. Det sidste var eksempelvis tilfældet i 1980’erne, hvor priserne på boligmarkedet faldt kraftigt, og hvor mange endte med at blive dybt forgældede og reelt var stavnsbundne til deres bolig i mange år. Samme scenario gentog sig under den igangværende, men aftagende krise.
-På den måde har det altid været lidt af et lotteri at være boligejer, siger Jonas Møller.
Selvom fremtiden for boligejere ser lysere ud end længe, trækker der også skyer op. I Danmark er gennemsnitsalderen for de ca. 1.2 mio. parcelhusejere nemlig stigende, hvilket vil sige, at markedet inden for de kommende årtier vil opleve et meget stort generationsskifte blandt ejerne. I dele af landet vil der simpelthen ikke være købere nok, fordi husene ligger i udkantsområder, hvor tilflytningen er lav og fraflytningen høj. Endelig er det også et åbent spørgsmål, om den nye generation af ejere vil være lige så villig som hidtidig til at udføre alle de praktiske opgaver, der er forbundet med at have et parcelhus.
-Det kræver lidt selvbyg­ger­ånd at være hus- og haveejer. Det vil vise sig, om de kommende generationer har den, siger Jonas Møller.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter