Torsdag 29. juni 2017
Skriftlig eksamen i idræts­hallen NOBIS på Efterslægten. Foto: HF-Efterslægten.
Tusind kursister til skriftlig eksamen
Forsømt forår, sommerfugle i maven, svedige hænder og spidsede blyanter
Skrevet af Erik Fisker - 10. juni 2014, 12:29:53

– Vi har alle sammen klare billeder af eksamen og for over 1.000 kursister på Efterslægten var de fleste af dem aktuelle i den forløbne uge.
Eksamen i skriftlig dansk, engelsk og matematik fyldte Efterslægtens lokaler til bristepunktet, og selv den nye idrætshal ”NOBIS” var tæt besat med kursister, borde, stole, computere, ledninger og printere.
– Der er nok ikke så mange, der tænker på det, fortæller Efterslægtens eksamensleder Michael Krarup, men sådan en eksamen er faktisk en kæmpe logistisk opgave. Vi skal meget gerne ende med, at knap fire hundrede eksaminander sidder ved det rigtige bord i det rigtige lokale med den rigtige opgave. Og tænk bare på sådan en ting som strøm. En halv kilometer el-kabler er rullet ud, så alle kan få strøm til pc’er og printere.

Forsømt forår
Frem til slutningen af juni danner HF-Centret Efter­slægten rammen om yderligere godt 3.000 skriftlige og mundtlige eksamener inden de 235 kursister, som afslutter deres eksamen i denne omgang, kan sætte studenterhuen med det lyseblå bånd på hovedet.
– Jo, det bliver nok det, man kalder et forsømt forår, indrømmer Kasper, en lettere udmattet HF-enkeltfagskursist efter tirsdagens seks timer lange eksamen i skriftlig dansk. – Nu har vi for eksempel siddet herinde i ”NOBIS” siden i morges, mens solen har skinnet fra en skyfri himmel, i morgen bliver det det samme med engelsk, og så går læsningen til de mundtlige eksamener ellers i gang, siger han.
Ligesom mange andre søger Kasper efter sommerferien ind på en videregående uddannelse. Med sit HF-eksamensbevis håber han meget på til september at kunne sætte sig på skolebænken igen på Københavns Universitet.

Stadig ledige pladser
I slutningen af juni er det så definitivt farvel og tak fra rektor Frausing til de 75 kursister, som bliver færdig med en hel HF-eksamen sat sammen af enkeltfag, og de 160, som afslutter et toårigt HF-forløb. Men nye, uddannelsesivrige unge og ældre står parat til at tage pladsen og udfordringen op på HF-Centret Efterslægten. – Vores toårige klasser er helt fyldt op og er klar til at starte deres vej frem mod huen i juni 2016. Også mange enkeltfagskursister myldrer i disse dage ind hos vore studievejledere, men jeg kan da heldigvis fortælle, at de, der er interesserede i at tage fat på enkeltfag, både et og flere fag, stadig har muligheder for at komme i gang til august, slutter Anne Frausing.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter