Tirsdag 25. april 2017
BHA5Foto1
Den smukke, gamle kaffemølle kranset af Rosana Larsen og hendes datter Patricia, tv., samt Karen og Lindy Nielsen, th Foto: Kaare Vissing.
Ældre får skærpet deres erindringer under jorden
Det er almindeligt kendt, at gamle mennesker ofte husker bedre, hvad der skete for år tilbage end dagen før
Skrevet af Kaare Vissing - 28. juli 2014, 20:39:10

Og lige så kendt er det, at erindringer om gamle dage er en af de mest opmuntrende beskæftigelser for de ældre – ikke mindst fordi det giver selvtillid at kunne bidrage med noget til de yngre generationer.
Det er derfor prisværdigt, at Bystævneparken har indledt et storstilet projekt i sine mange og lange gange i kælderen – i form af vægmalerier med motiver fra det gamle København og fra den elskelige tv-serie ”Huset på Christianshavn” samt indretning af diverse rum til f.eks. en kolonial og værtshuset ”Rottehullet”, hvor Emma tronede bag baren, og hvor Flyttemand Olsen og Dyrehandler Clausen med flere tilbragte det meste af deres tid.
En af ildsjælene bag projektet er centerleder Susanne Christensen, der har mere end 25 års erfaring som leder – man fristes til at sige multileder. Siden 1999 har hun været leder af Aktivitetscentret (oprindeligt kaldet Dagcentret Løven), siden 2005 har hun været leder af plejecentret Poppelbo, og siden 2007 har hun tillige været leder af plejecentret Lærkebo. I disse 15 år har hun på bedste vis levet op til sit eget mål om at skabe en sund, aktiv og tryg tilværelse for de ældre, både brugere og beboere – ikke mindst i form af en dagligdag præget af en god dialog alle parter imellem.
Torsdag den 17. juli guidede Susanne Christensen godt 30 medlemmer af seniorklubben Aktiv-Center (ikke at forveksle med det ovennævnte Aktivitetscenter) i den nævnte kælder. Uanset om de præsenterede forretninger fremstod som vægmalerier eller reelle rum, så vakte de alle gæsternes beundring. Et mejeri, en byttecentral og et posthus samt Schou’s Sæbehus m.m. satte erindringer i svingninger. Men særligt muntrede man sig over facader med navnene ”Flyttemand Olsen”, ”Dyrehandler Clausen” og Rottehullet. Inde i den ”gamle” kolonial fortalte psykomotorisk terapeut Rosana Larsen blandt andet om den antikke kaffemølle.
Endelig fortalte Susanne Christensen, at man påtænkte at skabe en hel lille sporvognsrute med stoppesteder rundt omkring i ”København”, hvor der så var oplysninger om det pågældende sted og dets nærliggende seværdigheder.
Lad mig undskylde, at ugens tekst ikke helt lever op til sin overordnede titel: ”Fra det gamle Brønshøj-Husum”. Der er mere tale om ”Fra de gamles København”. Men det her omtalte projekt vil helt sikkert også skærpe interessen for historien om Brønshøj og Husum, hvor mange af Bystævneparkens beboere og Aktivitetscentrets brugere har haft deres barndom, ungdom og voksenliv.
Lad mig til sidst opfordre til, at projektet levner plads for den spændende historie, som både Brønshøj og Husum har at byde på!

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter