Mandag 25. september 2017
Britt Boesen er optaget af, hvordan hun kan hjælpe ældre, der mister deres ægtefælle. Foto: Mette Røhrmann Bau.
Der skal fokus på ældre, der mister
Britt Boesen starter ny sorggruppe
Skrevet af Mette Røhrmann Bau - 21. juli 2014, 15:41:46

”Der er et stort fokus på forældre, der mister spædbørn og på børn, der mister forældre, men intet fokus på ældre, der mister deres ægtefælle eller partner. Det er et problem, som jeg har tænkt mig at gøre noget ved,” fortæller Britt Boesen. Hun er uddannet antropolog og har beskæftiget sig en del med døden. Hvordan tackler vi den?, Og hvorfor vi gør, som vi gør?

Nu har Britt Boesen fået økonomiske midler fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg, og hun starter en sorggruppe for ældre 60+. En gruppe, der starter op i august i Brønshøj. Udover opstart af sorggruppen vil Britt også holde foredrag.

 

De ældre står alene

”Området er virkelig overset. De ældre står helt alene med en kæmpe sorg. Samfundet tænker på en eller anden måde, at når ældre mister deres ægtefælle i en sen alder, så har de haft mange år sammen og efter et sygdomsforløb, har de nok set det komme. Mange antager, at de har den livserfaring, der skal til for at tackle det, men det er slet ikke tilfældet,” fortæller Britt Boesen, der peger på ny forskning, der viser, at ældre ikke er bedre gearet til at håndtere  sorgen ved at miste.

”Mange ældre mennesker har delt livet sammen i mange år, så de mister nærmest en del af sig selv, når ægtefællen dør. De føler sig hugget midt over,” fortæller Britt Boesen.

”Det er rigtig svært for mange ældre at tale om og være i sorgen. Hvem skal de tale med? De skal måske stadig være den stærke forælder eller bedsteforælder i familien. Det kan blive et stort tabu, at fortælle, at de nærmest selv har lyst til at dø,” fortæller Britt Boesen.

 

Finder livslysten i gruppen

”Mange mister efter et langt sygdomsforløb, hvor der har været intenst mange mennesker og fagpersonaler omkring én. Men når dødsfaldet så indtræder, kommer der ingen mere. De står alene midt i en kæmpe livskrise,” fortæller Britt Boesen.

Hun mener, at mange undervurderer, hvor meget den afdøde fylder i den efterladtes liv og det gælder i lang tid efter. Det er her sorggruppen kommer ind, og formålet er klart:

”Sorggruppen handler om at finde livslysten igen. Det handler om fællesskab og om at have lov til at være ked af det. De ældre får ligesindede at tale med. Et frirum, hvor de både kan dele glæder, sorger og tabu-tanker. De venskaber og den tillid, der opstår i sådan en gruppe, er guld værd,” fortæller Britt Boesen. Hun pointerer, at en sorggruppe ikke fjerner sorgen, men den giver sorgen plads og giver ofte de ældre livskraften tilbage.

Det sker i sorggruppen:

I sorggruppen handler det om snak og nærvær. Folk fortæller om deres oplevelser, og om den de har mistet. Der er både plads til at snakke og lytte. Det er et skæbnefællesskab, hvor Britt Boesen hjælper gruppen med at få snakket på tværs. Det er de ældre, der er eksperterne.

Vil du have en plads?:

Der er ledige pladser i den nye sorggruppe for ældre 60+, der har mistet. Du kan kontakte Britt Boesen, hvis du vil høre, om det kan være noget for dig, eller en du kender. Du er også velkommen til bare at møde op. Britt Boesen telefon 25854722 eller mail brittboesen@hotmail.com. Sorggruppen starter op d. 27. august klokken 10.00 og det foregår på Husum Vænge Centret, Husum Vænge 2, 2700 Brønshøj.

 

 

 

 

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter