Festlig fødselsdag på Brønshøj Bibliotek
Brønshøj-biblitek-75-år-1.jpg
Der var masser af danseglade voksne og et enkelt barn, der kastede sig ud i dans mellem reolerne på Brønshøj Bibliotek. Foto: Brian Lindberg Jensen.
-Vi er kommet for at blive

Der var inviteret til dans og lagkage, da Brønshøj Bibliotek sidste tirsdag kunne holde 75-års fødselsdag i lokalerne på Frederikssundsvej. Da biblioteket førhen var beboet af et dansestudie var danselærer Signe Frydenlund hyret ind til at gøre dagen ekstra festlig og til at føre de læseglade borgere ind i dansen til tonerne af musik fra 30érne.
Der var omkring 70 gæster, der havde fundet vej til biblioteket for både at høre Rasmus Elleby Engell-Koefoed, der er daglig leder af Brønshøj og Husum Bibliotek tale om bibliotekets historie, visioner og til at få en svingom.
-Samfundsudviklingen går stærkt og biblioteket må, lige som andre institutioner, blive ved med at tænke nyt og udvikle sig. Formålet er i bund og grund det samme. I biblioteksloven står der at folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Vort ønske er, at vi kan blive ved med at spille en rolle i lokalsamfundet og give borgerne muligheder for at blive oplyst, uddanne sig og få aktuelle kulturelle oplevelser.
I Husum arbejder vi på at fokusere mere på læringsaktiviteter og kurser, fordi vi ser et behov for dette. I Brønshøj ønsker vi at kunne blive ved med at understøtte mødet mellem mennesker gennem litteratur og kulturelle debatarrangementer, sagde Rasmus Elleby Engell-Kofoed, der blev efterfulgt af lykønskningstaler af forfatter Stig Dalager og leder af Kultur Nord, Jan Lindboe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top