Lørdag 27. maj 2017
Folkestrejke1_Page_1
Barrikade og sporvogn på Brønshøj Torv. Er billedet mon taget lige før barrikaden gav plads til at trille sporvognen ned mod Tomsgårdsvej? Foto: De bragte fotos menes alle at stamme fra folkestrejkens første dag, fredag den 30. juni, og de bringes med tak til Frihedsmuseet og Lars Cramer-Petersen.
Folkestrejken i sommeren 1944 (2:2)
Skrevet af Kaare Vissing - 1. juli 2014, 11:14:34

Med lukningen af gas, vand og elektricitet fredag aften den 30. juni var det ikke slut med de tyske svar på folkestrejken. Dagen efter lagde det tyske militær en jernring omkring hovedstaden – så københavnerne ikke kunne komme ud af byen, og fødevarer og andre fornødenheder ikke kunne komme ind i den. Meget belejligt indgik Utterslev Mose og den i slutningen af 1800-tallet opførte vestvold i ringen – med dette paradoks til følge: Danskerne fik aldrig benyttet fæstningsanlægget til at holde tyskerne ude af byen, men nu blev det brugt af tyskerne til at holde københavnerne inde!
Inden ringen sluttede tæt om byen ”var tusinder og atter tusinder sluppet ud af byen”, skriver Information og fortsætter: ”Scener som ikke er set i Europa, siden Paris faldt i 1940, er udspillet vest for København.”
Samtidig skete der dog en opblødning af situationen. Wener Best blev snart overbevist om det uholdbare i situationen – folkestrejken kostede den tyske rustningsindustri millioner af arbejdstimer. Dertil kom de danske myndigheders bekymring for befolkningen, hvorfor de om søndagen udsendte et opråb med opfordring om at genoptage arbejdet mandag den 3. juli. Men samtidig udsendte Frihedsrådet et opråb om at fortsætte strejken. Der stod således ikke bare en strid mellem tyskere og danskere, men også en strid om befolkningens gunst mellem det officielle Danmark og Frihedsrådet. Da arbejdet ikke kom i gang om mandagen, stod Frihedsrådet som sejrherre – og det kom til at præge det interne danske magtspil under resten af besættelsen. Først da tyskerne veg på afgørende punkter om eftermiddagen, kunne også Frihedsrådet afblæse strejken – for nu var sejren vundet – og så skete det endda lidt drilsk med en opfordring om, at det gik an, at man først var i arbejde onsdag den 5. juli.

Varm weekend i Brønshøj
Der var mere uro på Brønshøj Torv den 30. juni end de nævnte skyderier. Ved 20-tiden blev to af de uafhentede sporvogne væltet af folkemængden. Og ikke så langt derfra fældede man træer til en barrikade på Elme­lunde­vej.
Lørdag den 1. juli indløb der besked til politiets station 8 om, at en civilklædt mand gik og skød på Frederiks­sundsvej. En overbetjent og 6-8 mand blev sendt til stedet og anholdt ham. Han blev dog kort efter befriet af tyske soldater, og har derfor med al sandsynlighed været Schalburgmand.
De stakkels sporvogne på torvet havde åbenbart ikke fået nok om fredagen. I hvert fald satte nogle unge mennesker ved 16.30-tiden en af dem i gang. El-nettet var som bekendt ude af drift, så vognen må være skubbet i gang med rå muskelkraft – og derefter har tyngdekraften klaret resten af turen, der gik ned ad bakken mod Tomsgårdsvej og byen. Ret beset en uansvarlig handling, da den løbske sporvogn – afsporet eller ej – kunne have ramt uskyldige mennesker med stor kraft.
Ved 19.20-tiden plyndrede folkemængden en forretning ved Brønshøj Torv. Det kan meget vel have været tobaksbutikken. I hvert fald blev denne i lighed med mange andre af sin art byen over angrebet fredag-lørdag.
Søndag den 2. juli ebbede urolighederne ud over hele byen og dermed også i Brønshøj. Sent på aftenen blev der dog skudt både på Husum Torv og Veksøvej. Dette stemmer godt med, at Martin A. Hansen nede i villaen på Hvedevej hørte ”temmelig stærk skydning oppe i hovedgaderne”.

Utterslev Mose
I sin beretning ”Juli 44” antyder Martin A. Hansen, at tyskerne har været trængt: ”Vagterne ved byens udfaldsveje er ikke særlig stærke. Der står fire mænd ved broerne, men der ligger ingen vagtkommando i nærheden.” Kvartetten har dog været nok til at hindre folk i at komme forbi. Det giver han et rørende eksempel på for søndag den 2. juli:
”En gartner fra den anden side har overnattet her. Efter at vi havde talt med ham ved 8-tiden, havde han kørt omkring for at finde en smutvej lige til lidt i elleve. Kl. 2 i dag så jeg ham igen stå melankolsk og stirre over på den anden side, hvor han har kone og små børn.”
Som dagene var præget af et vist vanvid, var de det dog også af det københavnske vid. Digteren giver os dette sælsomme scenarium:
”Vore naboer, ældre folk, plejede om lørdagen at have besøg af konens moder, der er over firsindstyve år. Manden kørte på sin trehjulede cykel ud til Amager efter hende, trodsede pigtråd og kuglerne på gaden. Den gamle kvinde kom lykkeligt herud, hun sad i en stol på ladet og smilede fint og værdigt.”
Fascinerende er forfatterens kombination af naturens idyl og den dagsaktuelle fare. Om aftenen og natten til den 3. juli hedder det, at der af og til var ”skud fra poster og patruljer ved broerne, …. Jeg kom i aftes lidt før elleve over det åbne terræn hernede med vand, siv og måger, stedet for ens unge sværmerier og natlige vandringer. Der gik hver for sig tre unge par på stierne. Men næppe var jeg bag den første husrække, før der lød stærk skydning derhennefra. Hvordan er det gået dem?”
Smukt lyder det i hans efterskrift til ”Juli 44”, da denne beretning blev offentliggjort i 1953 – en erindring om naturens fortsatte gang trods en civilisation på afveje:
”Ved de natlige vagtskifter stod jeg ofte ved vinduet, med slukket lys, og så dem ovre ved broen. Både de kommende afløsere og de aftrådte, som sjokkede bort over mosevejen, stødte jævnligt en kolbe i jorden, så låsen raslede. Det var nervøst. Det hændte også flere gange de lå og skød vildt ud over mosen. Undertiden skreg det fra et hus af et rikochetterende projektil. Bagefter dødstille. Skønt langt borte kunne man ligefrem høre, at de lod være med at trække vejret. Måske det bare var grågåsen, der for tiden lodsede sit kuld af gæslinger rundt mellem rørskovene. Et eller andet. Men der skete ikke mere. Stilhed. Så nattergalen. De var kun nogle få stykker ude ved broen, midt i en gryde, hvis bund ikke var til at overskue, krat, sivskove. Rundt om sorte, stille træer og husenes blege ansigter, en dejlig sommer, svanger med hævn.”
Nu, 70 år efter folkestrejken, er de skydende tyske soldater for længst en saga blot – men fugle på træk vender tilbage år efter år og besynger den gamle mose.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter