Forældre vil gøre skolen til lokalt kraftcenter
Med det nye Forældreråd vil forældrene på Korsager Skole tage initiativer, der skal gøre det endnu hyggeligere og sjovere at være forældre på skolen. Målet er at gøre skolen til et lokalt kraftcenter, hvor børn og voksne trives. Hvad er det, der skaber en god skole? Bl.a. dygtige lærere og elever og gode kammerater, men […]

Med det nye Forældreråd vil forældrene på Korsager Skole tage initiativer, der skal gøre det endnu hyggeligere og sjovere at være forældre på skolen. Målet er at gøre skolen til et lokalt kraftcenter, hvor børn og voksne trives.
Hvad er det, der skaber en god skole? Bl.a. dygtige lærere og elever og gode kammerater, men også engagerede forældre, der kender hinanden, hygger sig og sammen gør skolen til et naturligt samlingspunkt. Det er tanken bag et nyt initiativ på Korsager Skole, hvor en gruppe forældre i Forældrerådet vil være initiativtagere til små og store begivenheder for skolens børn og forældre.
– Det kan være en sommerfest, et loppemarked, en løbeklub eller en kagekonkurrence. Hvad som helst, som Forældrerådet har lyst til at lægge kræfter i. Pointen er, at det skal være sjovt og hyggeligt og skabe muligheder for at vi mødes og lærer hinanden at kende, siger Sofie Plenge, der er næstformand i skolebestyrelsen på Korsager Skole.

Ikke kun for hyggens skyld
Men selvom det nye initiativ skal gøre det mere sjovt og hyggeligt at være forældre på skolen, ligger der også alvorlige tanker bag. Formanden for skolebestyrelsen Gry Bess Møller understreger, at det gode sammenhold blandt forældrene ”smitter” børnene. – Det er almindeligt kendt i skoleverdenen, at et godt fællesskab blandt forældrene har en positiv effekt på børnene. Man mobber ganske simpelt ikke, hvis ens forældre kender hinanden og har det rart sammen, siger hun.
Skolen som lokalt kraftcenter
En anden grundtanke er, at skolen med det nye initiativ kan blive et kraftcenter i lokalområdet på en anden måde, end den er i dag. – Alle os, der har vores børn på den samme skole, har jo en masse til fælles. Vi bor i det samme kvarter, er nogenlunde på samme alder og samme sted i livet, så vi har garanteret også en masse interesser til fælles. Dem skal vi udnytte til at gøre skolen til det naturlige samlingssted i kvarteret, siger Sofie Plenge.
Forældrerådet begynder sit arbejde efter sommerferien og alle forældre på Korsager er velkomne til at være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top