Onsdag 20. september 2017
Forandringer på Frederiksundsvej gavner de handlende
Skrevet af Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) - 1. juli 2014, 11:30:13

64 mio. kr. bruger kommunen på at gøre Frederiksundsvej mere fremkommelig for busser og for cyklister.
Konservatives gruppeformand på Rådhuset, Jakob Næsager, frygter, at de færre biler, som planen medfører, vil betyde butiksdød omkring Brønshøj Torv (Brønshøj-Husum Avis 18.06.14). Det er der heldigvis ingenting, der tyder på.
Investeringen betyder, at 15-20 % flere vil tage bussen på strækningen Frederik-sundsvej, mens 25-30 % flere vil cykle. Jakob Næsager kan åbenbart ikke forestille sig, at nogle af de mange mennesker kunne finde på at standse og handle i en af Brønshøjs butikker. En undersøgelse viser ellers, at knap halvdelen af de handlende på Frede-riksundsvej kommer til fods, mens godt hver fjerde kommer på cykel. Min logiske sans siger mig, at jo flere, der kommer gående eller cyklende, jo flere handlende. Også fordi en del af planen er at gøre bybilledet mere roligt og harmonisk og dermed mere behageligt at opholde sig i – og ikke bare køre igennem.
Jakob Næsager har ret i, at en del af planen er at nedlægge en række parkeringspladser, men det er besluttet i samarbejde med en følgegruppe bestående af bl.a. lokaludvalgene i Bispebjerg og Brønshøj-Husum, grundejerforeninger og handelsstandsforeningen. Sammen har vi fundet en løsning, der reducerer antallet af biler, men til gengæld øger tilgængeligheden for fodgængere, cyklister og buspassagerer. Det er både godt for klimaet og for Brønshøjs besøgende og handlende.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter