Mad fra bunden
Marie-Hertz-der-laver-al-mad-fra-bunden-43.jpg
I villahaven er Marie Hertz ved at opbygge sin egen køkkenhave. I haven er der også høns og bier. Foto: Brian Lindberg Jensen.
Marie Hertz er passioneret måltids- og haveelsker

På Svenstrupvej 14 i Brønshøj er der skurdørssalg. Honning, krydderurter eller andre småting, som Marie Hertz har for meget af. På bordet i stuen er der linet op med hjemmerøget bacon og dej til stikkelsbærtærten. Salaten er lige blevet plukket i haven – i gummistøvler.
”Jeg er passioneret måltids- og haveelsker. Jeg har en helt grundlæggende begejstring for mad, som jeg selv har dyrket,” fortæller Marie Hertz, der bor sammen med sin mand og fem børn. De flyttede til byen for et år siden, og er i gang med at omdanne villahaven til drømme-by-haven, der stadig emmer af landlig produktion. Tilgangen til den hjemmedyrkede mad har hun fra barnsben, hvor hun voksede op på en gård og i flere år gik hjemme hos sin farmor, og så hvordan al mad blev lavet fra bunden. I dag er hun urbanfarmer – og har rykket hele tankegangen til byen i villaen i Brønshøj.

Hjemmedyrket nydelse
”I mange år troede jeg, at jeg skulle være kok, men jeg blev sygeplejerske. Men det at dyrke og producere mad har altid fyldt meget i mit liv,” fortæller Marie Hertz, der er helt autodidakt og selvlært i forhold til hjemmedyrket mad. I foråret tog hun springet og blev selvstændig. Hun formidler viden og inspiration. Helt grundlæggende med det formål, at give begejstringen for hjemmedyrket mad videre til andre.
”Der er noget særligt ved at spise en kartoffelmad, man selv har dyrket. Man nyder den mere. Oplevelsen er forbundet med nærvær og nærhed, og det har en kæmpe værdi. Det er her hele det sundhedsmæssige aspekt kommer ind,” fortæller Marie Hertz, der mener, måltidet er et optimalt udgangspunkt for fællesskab i familien.
”Men man skal selvfølgelig nyde det og ikke have for høje ambitioner, for så falder det hele til jorden. Det handler om at vælge det til og gøre det i det omfang, de giver mening. Ikke for enhver pris,” fortæller Marie Hertz.

Ingen fanatisme
Hun er ikke fanatisk og familien springer også over hvor gærdet er lavest. Købepizzaer eller andre nemme løsninger er ikke bandlyst.
”Vi tænker over, hvornår vi gør hvad og hvorfor. Det er det vigtigste. Hvis tiden er knap og vi prioriterer fællesskabet højt, så laver vi nem og hurtigt mad,” fortæller Marie Hertz, der ikke stresser rundt for at lave mad fra bunden.
”Vi er ikke slaver af vores egne ambitioner. Det handler om at skabe nye vaner. De er altid tiden, der bliver problemet. Men med planlægning, lyst og motivation, så kan man lave virkelig mange ting fra bunden, uden at man stresser. Det handler om, hvad der driver én.”
Marie Hertz laver forskellige arrangementer – både ude og hjemme hos sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top