Søndag 23. juli 2017
Det var en kæmpe oplevelse for både grønlandske og danske børn at arbejde sammen med Shane Brox og det arktiske tema. Foto: Foreningen For Grønlandske Børn.
Grønlandske børn fra Brønshøj inviterede til Shane-workshop på Københavns Rådhus
Skrevet af Dorthe Brandborg - 19. august 2014, 13:54:01

Grønlandske børn fra Bellahøj Skole i Brønshøj kunne begynde det nye skoleår med at uddele en særlig invitation til alle klassekammeraterne: Kom til kreativ klippeklistreworkshop – sammen med limpistolkongen og tv-værten Shane Brox.
Hele arrangementet foregik i torsdags og i fornemme rammer i Rådhushallen på Københavns Rådhus.
Her kommer ikke kun børn fra Bellahøj Skole, men også fra andre dele af byen. I alt 85 børn fra københavnske folkeskoler deltog i workshoppen, da de går i klasse med børn, som er tilknyttet indsatsen “Et bedre liv i Danmark” for sårbare grønlandske familier.
Anledningen er, at Foreningen Grønlandske Børn, som står for arbejdet med familierne, i år har jubilæum. Foreningen, som har dronning Margrethe som protektor, fylder 90 år.
-Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, var det nemt at sige ja. Jeg er glad for at kunne støtte et projekt, hvor de grønlandske børn sammen med deres klassekammerater kan få en sjov og kreativ oplevelse, fortalte Shane Brox, som bl.a. er kendt fra DR-programmet “Shanes Verden”.
Temaet er arktisk og børnene skulle bruge deres frie fantasi, når de arbejdede med genbrugsmaterialerne. Det gav lejlighed til en snak om, hvad der findes i Grønland.
Børnene fra Foreningen Grønlandske Børn havde glædet sig
-Jeg synes, at det er fedt, at min klasse kan møde Shane på grund af mig”, siger én.
-Jeg tror ikke, at mine venner i klassen ved særlig meget om Grønland, så jeg glæder mig til at hele klassen skal lære lidt om dér, hvor min familie kommer fra – og til at vi skal være sammen med Shane, sagde en anden – der ligesom sine venner aldrig har mødt Shane i virkeligheden – kun set ham på tv, når han klipper, limer og former genbrugsmaterialer om til fantasifuldt legetøj.
Efter workshoppen på Københavns Rådhus blev det arktiske fantasiunivers udstillet på børnenes skoler.
Senere på sommeren drager Shane Brox og de grønlandske workshops videre til Aalborg og Esbjerg, hvor “Et Bedre Liv i Danmark” også arbejder. Shane tager også til Grønland for at fejre Foreningen Grønlandske Børns jubilæum. Midt i september lander han i Ilulissat – der tidligere var kendt som Jakobshavn. Her er alle byens børn inviteret til klippeklistre-værksted.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter