Pia Olsen Dyhr: – Politik handler om det enkelte menneskes drømme og bekymringer
Pia-Olsen-Dyhr-04-34-14.jpg
Foto: Kaj Bonne.
Ved næste folketingsvalg kan københavnerne for første gang sætte krydset ved Pia Olsen Dyhr. Derfor vil mange komme til at møde den nyligt valgte formand for SF ved togstationer og på gaden. Det personlige møde er nemlig vigtigt for at forstå, hvad der optager det enkelte menneske, og hvad politikernes opgave er, mener Pia Olsen Dyhr

At politik handler om det enkelte menneske ved Pia Olsen Dyhr bedre end nogen. Hun voksede op i Vallensbæk på den københavnske vestegn. Både hos faren, der var førtidspensionist og moren, der var rengøringskone, var pengene små. Det ramte hende på hendes retfærdighedsfølelse og fik hende til at engagere sig i politik. Hun tvivler ikke på, at de politikere før hende, som skabte velfærdsstaten i Danmark, har gjort en verden til forskel for hendes eget liv.
– Det er de nære ting, man skal være optaget af som politiker, siger Pia Olsen Dyhr, da Brønshøj-Husum Avis møder hende på Ipsens Kaffebar i Brønshøj. – I dag taler vi for eksempel om, at det skal være nemmere at genoptjene retten til dagpenge. Det ønsker jeg og SF. Det må aldrig blive et spørgsmål alene om statsfinanser og tal i et regneark. Det er også et spørgsmål om børn, der ikke kan dyrke sport med kammeraterne, som må undvære julegaverne, eller måske bliver nødt til at flytte fra alt det, de kender, fordi forældrene ikke længere har råd til at blive boende. Det er menneskene bag, som vi bør være optaget af, siger hun.

– Vælgerne skal genkende partiet
Pia Olsen Dyhr har tidligere været opstillet i Nordsjælland, men med SF´s tal i meningsmålingerne er det mere sikkert at være opstillet i København. – Og så bor jeg jo også i København, siger Pia Olsen Dyhr, der flyttede til Brønshøj for ni år siden.
Pia Olsen Dyhr blev valgt til formand for SF i februar efter en temmelig kaotisk periode for partiet, der kulminerede med, at SF trådte ud af regeringen og den daværende formand, Anette Vilhelmsen, efter en kort gæsteoptræden på den politiske scene, ikke havde anden mulighed end at slippe tøjlerne og opgive sit formandskab. Til gengæld ser det ud til, at Pia Olsen Dyhr har fuld opbakning i partiet og er godt i gang med at genskabe tilliden hos vælgerne.
– Det handler om, at vi i SF skal finde tilbage til det oprindelige, hvor det handler om at tage særligt vare på de svageste og samtidig være i stand til at levere politiske resultater, samt at vælgerne skal kunne genkende partiet. Og så skal vi ikke være bange for at sige vores mening, siger Pia Olsen Dyhr.

– Lidt som at komme på landet, men…
Pia Olsen Dyhr cykler dagligt fra bopælen i Brønshøj til arbejdspladsen på Christiansborg. – Det er altid dejligt, nar jeg på cykel nærmer mig Brønshøj efter en lang arbejdsdag. Det er næsten lidt som at komme på landet. Her er ro og stilhed, og alligevel er man tæt på storbyens tilbud. Jeg løber også i bydelen og bruger Brønshøjs bymiljø, bl.a. til indkøb. Vi skal også passe på, at vi fortsat kan have en butiksliv, der er værd at gå efter, siger hun.
At ikke alt er rosenrødt i Brønshøj-Husum er Pia Olsen Dyhr godt klar over. Blandt udfordringerne er bl.a. de såkaldt udsatte boligområder i bydelen samt spørgsmålet om den fremtidige kollektive trafikbetjening på Frederikssundsvej. – Det er alvorlige problemer, vi slås med i fx Tingbjerg, og der findes ingen lette løsninger. Vi skal sørge for, at politiet er til stede og vi skal have en stærk social indsats. Samtidig skal så mange børn som muligt i daginstitutioner. Det vil virke sprogstimulerende, og det vil udvide både børnenes og de voksnes netværk. Det handler også om, at sørger for, at der er en balanceret blanding af beboerne, samt at der gøres forsøg med blandede boligformer, siger Pia Olsen Dyhr.
Den kollektive trafikbetjening på Frederikssundsvej vil i løbet af de næste år blive forsøgt forbedret, ved at give busserne bedre mulighed for at komme hurtigere frem. Brønshøj-Husum Avis spurgte Pia Olsen Dyhr, om hun kunne støtte et forslag om en metrolinje til bydelen, men det kunne hun ikke umiddelbart. En metro til bydelen har en skønnet tidshorisont på måske 30-40 år, mens der er omkring 10 år til at planerne om en letbane fra Nørrebro via Brønshøj, Husum og Tingbjerg kan realiseres – og disse planer støtter Pia Olsen Dyhr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top