Lørdag 23. september 2017
Adventskirken, hvis sogn har taget en luns af Brønshøj postdistrikt. Foto: Kaare Vissing.
Adventskirken runder det skarpe hjørne
Ungdommens Kirke fylder 70 år den 3. september – og når dermed noget paradoksalt ”støvets år”
Skrevet af Kaare Vissing - 2. september 2014, 10:30:10

Er du som læser noget forvirret – over sætningen i sig selv og over disharmonien med overskriften? Da bedes du vandre videre ad linjerne, for der er en forklaring, idet som bekendt kært barn har mange navne, og ”ungdom” er en ret så relativ størrelse. Kirken på hjørnet af Bellahøjvej og Sallingvej har i det mindste haft hele tre navne – Eternitkirken, Ungdommens Kirke og Adventskirken. Det sidste navn gik af med sejren i den godmodige strid.
Adventskirken ligger i Vanløse – som en tigers skarpe hjørnetand med både bid og bud mod det sydlige Brønshøj, som kirken da også har hapset en luns af og derfor hører med i den nævnte bydels historie. Der skulle gå hele seks år fra sæden blev lagt, til Adventskirken stod rank og smuk på troens mark i høsten 1944, nærmere bestemt den 3. september, hvor man kunne indvie den med pomp og pragt.
Historien tager sin begyndelse så langt væk som i Hellebæk i weekenden 15.-16. januar 1938, hvor en flok unge kristne mødtes i ”Den københavnske Kirkesags” tjeneste. Man havde indtil da bidraget til rejsningen af ikke færre end 36 kirker siden 1880’erne i landets hovedstad. Og nu var tiden inde til at få endnu en kirke – til aflastning af de tre sogne Brønshøj, Vanløse og Grøndal, som alle netop i 1930’erne oplevede en eksplosiv befolkningstilvækst.
Initiativet i Hellebæk blev fulgt op af et storstilet møde den 18. september 1938 i K.B. Hallen. Her deltog 5.000 ildsjæle, som meget belejligt bagefter gik i fakkeltog til Grøndalskirken. Økonomien bag den nye kirke bestod hovedsageligt af frivillige bidrag på grundlag af en beundringsværdig ildhu udvist af såvel den kristne, københavnske ungdom som de præster og den menighed, der skulle danne det nye sogn. Et vigtigt led i kommunikationen bag projektet var det kirkeblad, som man første gang udsendte i november 1940 – ”Ungdommens Kirke Her” hed det, men allerede det næste nummer hed ”Adventskirken meddeler”, og dette blev titlen i mange år fremover.
Samtidigt med kirkebladet så den ”første” Adventskirken dagens lys – en beskeden, midlertidig barak kaldet Eternitkirken, som blev indviet den 10. november med J. Rich. Randskov som præst.
I september 1940 havde ”Det københavnske Kirkefond” og komitéen for ”Ungdommens Kirke” udskrevet en arkitektkonkurrence med henblik på den endelige udgave af Adventskirken – vundet af arkitekt Erik Møller. Han bød på en efter tidens normer usædvanligt moderne og dristig kirkebygning, som for alvor skabte røre i andedammen. Grundstenen blev lagt den 22. juni 1942, og få måneder senere, den 1. oktober, udskiltes Advents sogn fra de tre ovennævnte sogne. Fra Brønshøj sogn blev det området begrænset af Bellahøjvej, Brønshøjvej, Torbenfeldtsvej, Aggersvoldvej, Fugl­sangs Allé (til Højstrupvej), Højstrupvej og Slotsherrensvej (til Bellahøjvej). At der gik yderligere to år, før Adventskirken, som vi kender den i dag, kunne indvies som nævnt ovenfor, skyldtes de besværligheder, som besættelsen og krigen bød på i form af mangel på byggematerialer med videre – men godt det samme, for så kunne man nå at få indsamlet de resterende fornødne monetære midler.
I dag byder kirken på en bred vifte af aktiviteter, som også holder dem unge, som dåbsattesten fejlagtigt har dømt gamle. Så kirkens oprindelige navn, Ungdommens Kirke, er stadig aktuelt.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter