Torsdag 21. september 2017
-Første gang jeg var i avisen var i Brønshøj-Husum Avis, husker Anne Herdorf. Foto: Kaj Bonne.
Anne Herdorfs Brønshøj
Sangerinden Anne Herdorf har trådt sine barnesko i Brønshøj og har altid haft stor kærlighed til bydelen
Skrevet af Dorthe Brandborg - 2. september 2014, 09:50:15

Hun sidder foran sminkebordet og kommer eyeliner på, inden hun får sidste gang går på scenen i dette års Ganløse Revy. De sidste mange år har sangerinden Anne Herdorf ikke alene sunget sig vej ind i danskernes hjerter, hun har også slået sig på skuespilleriet – hvilket har været så stor en succes. Dette år blev hun nomineret til Årets Dirch.

Barneskoene blev trådt i Brønshøj, hvor hun boede med sin mor Brit Herdorf og hendes far, Ernst Herdorf, der er kapelmester og restauratør.
-Jeg blev født i Norge, men vi rejste derfra, da jeg var halvandet år, fortæller Anne, der startede sin karriere på Brønshøj Skole, hvor hun gik til og med 7.klasse.
-Det hele begyndte med en skolefest, da jeg gik i 2. klasse. Min lærer, Karen Heerup syntes, at jeg sang godt, og at jeg skulle synge ”Den Lille Anemone, fortæller Anne og tilføjer, at det også var samme lærer, der fik hende ind i Radioens Pigekor.

Jeg elsker Brønshøj Kirke
-Jeg kan gå med bind for øjnene. Jeg kender alle veje i Brønshøj, men hvis jeg var byplanlægger, så ville jeg sørge for, at der kom en metro. Der er simpelthen for dårlig offentlig transport til bydelen, fastslår 47-årige Anne Herdorf, der også boede de første mange år med sin egen familie i Brønshøj.
–Vores to døtre og min eksmand Jens Krøyer boede først ved mosen, og senere flyttede vi bag Brønshøj Torv. I dag er vi flyttet et par kilometer væk til en lejlighed i Vanløse, hvor jeg nu bor med min yngste datter, fortæller Anne Herdorf, der også deler et skønt sommerhus på Falster med sin forlovede, Peter Hansen, der også er musiker.
-Da jeg var barn, var alt så trygt i Brønshøj. Jeg gik i biffen i Husum, og i Tingbjerg var det interessant. Der var nogle afsindig flotte lejligheder ved Ruten, men i dag er det område desværre meget forandret. I dag ville jeg aldrig lade mine døtre færdes der alene – det er blevet alt for råt, siger Anne Herdorf med et suk. Men uanset hvad, så kan jeg mærke, at det stadigvæk giver en vis ro, at komme hjem til Brønshøj.
Og hun elsker at komme i Brønshøj Kirke og gå en tur på kirkegården, fordi det giver hende en rar følelse. De velkendte dufte, stilheden og minderne.
-Det bedste der kunne ske, var hvis jeg fik job som kirkesanger i Brønshøj Kirke. Det har virkelig været et stort ønske i mange år, afslører Anne Herdorf.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter