Lokal hjælp til boligkøbere
Brønshøj-bosat rådgiver vil hjælpe lokale boligkøbere med at finde vej i realkredit-junglen. Pengeinstitutter scorer fedt på, at vi tøver med at forhandle
Martin Riedel. Foto: Presse.

Martin Riedel. Foto: Presse.

Hvornår bør du starte med at afdrage på dit lån, og skal det være fastforrentet eller et flekslån?
Det er ikke nemt at vælge det rigtige realkreditlån, især ikke som førstegangskøber. Men nu er der lokal hjælp på vej.
Efter 12 års tjeneste i bankverdenen har Martin Riedel fra Brønshøj nemlig åbnet firmaet Realkreditkonsulenten, der tilbyder uvildig rådgivning til boligkøbere. Og det er tiltrængt, mener han.
– Banker og realkreditinstitutter tjener fedt på at have et uigennemskueligt kompleks af gebyrer, som gør det svært for folk at sammenligne priser, når de skal ud og låne penge. Men jeg har siddet på den anden side af bordet i mere end 10 år, og nu vil jeg gerne hjælpe boligkøberne med at foretage den rigtig beslutning, siger Martin Riedel.
Netop i Brønshøj og resten af Københavns Kommune er det vigtigt at søge professionel rådgivning, når man skal låne penge til drømmeboligen. Det er nemlig, når lånet kommer på den anden side af to millioner kroner, der for alvor kan ske udsving i priserne.
– Hvis den samme familie går to forskellige steder hen for at få tilbudt et fuldstændig identisk realkreditlån, kan der være en prisforskel på op til 50.000 kroner. Men det er jo ikke noget, institutterne skilter med. Prisforskellene er derimod maskeret via forskellige gebyrer på snart sagt alle tænkelige ydelser, du får fra dit penge- og realkreditinstitut, fortæller Martin Riedel.
Han tror på, han kan finde mange penge til sine kunder. Man faktisk kan de også tage små skridt ved egen drift.
– Besparelser op til 5000 kroner behøver man ikke min hjælp til. De er meget nemme at hente hjem, og min oplevelse er, at man bare skal være lidt fræk og spørge, siger han.

Blåstemplet af Finanstilsynet
I 2013 besluttede politikerne at rydde op i underskoven af fidusmagere, som tilbød privatøkonomisk rådgivning. Derfor har Finanstilsynet indført et spritnyt certificeringssystem for finansielle rådgivere. Martin Riedel er én af blot fem i landet, som har modtaget blåstemplingen.
– Det er fint, at man beskytter forbrugerne. I mit tilfælde har Finanstilsynet været optaget af at sikre sig, jeg ikke har nogen økonomiske interesser i at anbefale mine kunder et bestemt institut, når jeg tilbyder uvildig rådgivning. Og det giver jo sådan set ret god mening, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top