Skakmesteren Arvid Hein in memoriam
Tirsdag den 2. september afgik Arvid Hein Pedersen ved døden, 92 år gammel. I mange år boede han i Kobbelvænget, til han og hustruen Gudrun flyttede til Birkebo i Bystævneparken. Arvid blev mesterspiller i 1948 og frem til Dansk Arbejder Skak Forbunds ophør i 1970, tilhørte han dette forbunds elite. Hele seks gange vandt han […]

Tirsdag den 2. september afgik Arvid Hein Pedersen ved døden, 92 år gammel. I mange år boede han i Kobbelvænget, til han og hustruen Gudrun flyttede til Birkebo i Bystævneparken.
Arvid blev mesterspiller i 1948 og frem til Dansk Arbejder Skak Forbunds ophør i 1970, tilhørte han dette forbunds elite. Hele seks gange vandt han klubmesterskabet i Øbro, en af forbundets største og stærkeste klubber. Siden blev Arvid medlem af Brønshøj Skakforening og kom straks på 1. holdet og i mesterklassen. I 1983 blev han Danmarksmester for veteraner.
Ved årtusindskiftet fik han et så svækket syn, at han kunne blive medlem af Dansk Blindesamfund – dog var han langt fra blind. I 2002 blev han medlem af både Danmarks Blindeskak og Blindes Skakklub, der har lokaler i Vanløse. Frem til 2012, da også benene begyndte at svigte, tilhørte han eliten inden for dansk blindeskak, for eksempel vandt han Københavnsmesterskabet i 2007.
Både som skakspiller og menneske var Arvid enestående – en usædvanligt rar fyr, men uhyggeligt aggressiv på skakbrættet. Han har spillet snesevis af meget smukke skakpartier og vundet adskillige skønhedspræmier. Når han havde sønderlemmet en modstander på skakbrættet, var han altid meget undskyldende over for den ulykkelige taber.
Beretningerne er mange om Arvids ildhu for skakspillet, og vi, der har kendt ham, kan nu mindes ham med glæde, for både hvad skønne skakpartier og anekdoter angår, er arven efter Arvid meget stor.
Æret være hans minde!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top