Børn bager for børn der har brug for hjælp
20141009_095503.jpg
Børnene i Radisen havde travlt med at bage, pakke og sælge. Foto: Ania Hostrup Hansen.
I den integrerede institution ”Radisen” i Brønshøj har man i uge 41 bagt i den gode sags tjeneste. Torsdag i sidste uge solgte børnene lækkerier for i alt 1.638 kroner, der går ubeskåret til Børns Vilkår

Boller med glasur, knækbrød, kokkehuer, skilte til købmandsbutikken og meget mere – der har været nok at se til for børnene i de forskellige værksteder. Stemningen har været hyggelig, børnene er gået op i ”bageriet”, og luften har emmet af søde sager. Også derhjemme har der været fokus på at støtte Børns Vilkår. En masse af forældrene har nemlig bagt kager med deres børn – kager de har foræret til Radisen, så der var så meget som muligt at sælge af i den lille købmandsbutik, der blev etableret på legepladsen.
I ugens løb har pædagogerne i Radisen talt med børnene om, hvorfor de bagte kager, boller og andre ting i bagværkets tegn. – Vi bager for en sag, fordi der er børn i Danmark, der ikke har det så godt, og dem vil vi gerne hjælpe. Og så kan vi bare godt lide kager og synes, der er sjovt at bage, fortæller Grethe Larsen, pædagog i Radisen og initiativtager til ugens projekt.
De fleste af børnene er da også på det rene med, hvorfor de har haft dej mellem fingrene:
– Vi bagte kager, vi skulle sælge til mor og far, siger Evelina på 5 år.
– Vi har bagt til de fattige børn og dem der ikke har det så godt, supplerer Anna på 5 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top