Mathilde let på tå
Balletdanser-07-42-14.jpg
Mathilde Ferro Fransen begyndte til ballet, da hun var fem år. Foto: Kaj Bonne.
Mathilde Ferro Fransen på 11 år fra Brønshøj medvirker som danser i børneballetten ”Den Røde Ballon” af koreograf og den 4-dobbelte Reumertvinder Tim Rushton

Håret er sat stramt op, og hun bevæger sig yndefuldt rundt med sine balletsko i en pose om halsen. 11-årige Mathilde er en del af Tivolis Ballet Skole, som i efterårsferien samarbejder med Dansk Danseteater om forestillingen ”Den Røde Ballon”. Stykket får premiere den 13. oktober i Dansehallerne på Carlsberg.
Mathilde danser seks timer om ugen på Tivolis Ballet Skole, og så er hun med på Tivoli Ballet Skoles elitehold. Hendes højeste ønsker er, at hun en dag bliver solodanser og blandt andet kan danse rollen som Odette i Svanesøen.
Men det kræver sved, tårer og mange gange meget ømme muskler og smerter i fødderne. Nogle gange har Mathilde da også tænkt, om det er umagen værd.
-Det kan godt være svært at komme i gang igen – især efter en ferie. Så vil jeg allerhelst blive derhjemme og være sammen med min familie og se mine veninder, indrømmer Mathilde, der er den yngste ud af tre piger, hvoraf den mellemste søster også danser ballet.
Men hun elsker ballet. Det er hendes største passion, og hun glæder sig rigtig meget til at danse med i ”Den Røde Ballon”, som er den 16. forestilling, som Mathilde skal være med i. Til jul skal hun danse med i Nøddeknækkeren i Tivoli.
-Jeg elsker at optræde, og jeg elsker de udfordringer, jeg får med balletten. Men hvis det af en eller anden grund ikke går, som jeg håber, så vil jeg gerne arbejde med dyr, fastslår den charmerende danser.

Lidt om handlingen
”Den Røde Ballon” bygger på en af de største klassikere i fransk børnelitteratur: historien om venskabet mellem en dreng og en rød, drillesyg ballon, der en dag dukker op i drengens liv, og som trofast følger ham i hans hverdag gennem Paris’ snørklede smøger. I Tim Rushtons koreografi udspiller venskabet sig i Carlsbergs hemmelige verden af i går med sine fantastiske bygninger, snoede skorstene, kobberkedler, bryggerheste, brosten og kæmpeelefanter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top