Miljøvenlig trafik til Brønshøj, Husum og Tingbjerg
Af Mette Annelie Rasmussen (RV), teknik- og miljøordfører i Københavns Borgerrepræsentation Jeg glæder mig rigtig meget over, at der med den netop indgåede budgetaftale for 2015 nu kommer endnu mere fokus på og opmærksomhed omkring bedre mobilitet til Brønshøj, Husum og Tingbjerg. Der har længe været snak om mulighederne for en letbane, og med den […]

Af Mette Annelie Rasmussen (RV), teknik- og miljøordfører i Københavns Borgerrepræsentation
Jeg glæder mig rigtig meget over, at der med den netop indgåede budgetaftale for 2015 nu kommer endnu mere fokus på og opmærksomhed omkring bedre mobilitet til Brønshøj, Husum og Tingbjerg.
Der har længe været snak om mulighederne for en letbane, og med den ny aftale afsættes der nu 6,0 mio. kr. til at udarbejde en letbaneudredning. Nærmere bestemt skal der laves en undersøgelse af en letbane på Frederikssundsvej samt analyse af et sammenhængende letbanenet. Radikale Venstre vil, at en letbane skal understøtte en revitalisering af Tingbjerg-Husum, og ikke mindst skal letbanen samlet set skabe et grønt udtryk på Frederikssundsvej. Det skal være en god og gennemarbejdet løsning, som er forankret lokalt, og hvor der selvfølgelig også skal indtænkes en eventuel fremtidig sammenhæng med Metroen.
Derudover har vi sat gang i at skabe bedre cykelfremkommelighed på den såkaldte ”Husumforbindelse”, som skaber forbindelse mellem Tingbjerg og Husum. København skal være en cykelby for alle, og vi skal motiveres til at vælge miljøvenlige løsninger. Derfor har vi afsat 72,2 mio. kr. de næste tre år til en cykelpakke, hvor Husumforbindelsen til 25 mio. kr. er en del af den. Målt i antal kilometer cyklet per dag er København på det højeste niveau i 50 år, og derfor skal vi hele tiden sørge for at skabe de bedst mulige betingelser for de tohjulede.
Det er vigtigt, at vi styrker de steder, hvor der er meget cykeltrafik for at få endnu flere til at vælge cyklen. Vi skal fortsat fokusere på fremkommelighed, tryghed og sikkerhed ved at skabe sammenhængende ruter gennem byen og bedre kapacitet på strækningen med højbelastning. Og desuden skal vi gøre det attraktivt og trygt for børn og andre mindre rutinerede cykelbrugere. Den vision får vi nu virkeliggjort i bydelen med postnummer 2700.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top