Rekordmange seniorer flytter i sommerhus
sommerhus.jpg
Foto: Colourbox.
Stadig flere ældre bytter boligen i byen ud med natur og frisk luft i sommerhuset til glæde for dem selv og til gavn for sommerhus­kommunerne, der får ressourcestærke indbyggere

Danskere over 60 år har i stor stil skiftet adresse til sommerhuset. Alene i 2013 flyttede 2.000 ældre i sommerhus, og kurven har været støt stigende, især de seneste ti år. Næsten 25.000 bor i dag fast i deres sommerhus. Det fastslår en analyse, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har gennemført.
”Det er en god udvikling, at stadig flere af vores seniorer udnytter muligheden for at bosætte sig i deres sommerhus. Mange ældre er i dag raske og ressourcestærke mennesker, der er en gevinst for enhver kommune, og når de vælger at flytte til deres sommerhus, er det jo især vores landdistriktskommuner, der kan glæde sig over at få nye skatteborgere,” siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen
Seniorerne er i gennemsnit 60 år, når de flytter. Det er især de traditionelle sommerhuskommuner, der nyder godt af tendensen. Gribskov og Odsherred topper listen, men også Syddjurs, Guldborgsund og Vordingborg har positiv tilflytning på den konto.
”Vores landdistrikter har rigtig meget at byde på, og med reglerne om flexboliger kan flere få et fritidshus til meget billige penge. Dermed bliver et seniorliv med højt til himlen en mulighed for langt flere danskere, der kan bytte bylivet ud med masser af natur og et større rådighedsbeløb,” siger Carsten Hansen.
Ifølge analysen har antallet af 60+-årige med permanent bopæl i sommerhusområderne været konstant stigende i de sidste 20 år. I alt er antallet af ældre i sommerhuse 5-doblet siden 1992, hvor planloven blev ændret, så pensionister kan bruge sommerhuset som helårsbolig.
Med i alt 225.000 sommerhuse og et stigende antal seniorer er der intet, der tyder på, at tendensen vil ændre sig. Som en gunstig sideeffekt øges boligudbuddet blandt andet i landets største byer, hvor der igen er ved at komme pres på boligmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top