Mandag 23. oktober 2017
Bellahøj skal være et attraktivt sted at bo
Skrevet af Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester - 11. november 2014, 09:28:20

Udsatte boligområder – Livet i og imellem husene. Sådan lød titlen på et debatarrangement om udsatte boliger, jeg deltog i på Bellahøj sammen med forskere, beboere, repræsentanter fra boligforeninger og andre interesserede forleden. Det var en interessant eftermiddag, hvor jeg udover mange gode input og løsningsforslag samtidig fik bekræftet min opfattelse af, at problemer med utryghed på grund af socialt udsatte indvandrere har været stigende i Bellahøj de seneste fem-seks år.
Det grundlæggende problem er, at alt for mange socialt udsatte bliver anvist til Københavns første højhuse, og boligområdet i stigende grad desværre plages af unge ballademagere, der ikke nødvendigvis bor i lejlighederne. Det skaber utryghed blandt beboerne – og med god grund. Det er kun kort tid siden, at en taxachauffør blev dræbt i Bellahøjs ”baghave”.
Udfordringerne er store, ikke blot på Bellahøj, men i mange af Københavns udsatte boligområder, og de kan ikke løses af de almene boligforeninger, kommunen, Folketinget eller forskning alene. Det kræver en fælles løsning, og alle har et ansvar for at komme ghettodannelserne til livs og skabe attraktive boligområder.
For mig og Dansk Folkeparti er det afgørende, at der sker en større spredning af socialt udsatte udover hele byen. Desuden skal der være tilstrækkeligt med midler til at renovere og bygge nye boliger, ligesom der skal tages andre og nye redskaber i brug for at skabe mere tryghed. Gadebelysning er vigtigt, men oplyste stier og gader kan ikke stå alene. Jeg så gerne, at boligforeningerne fik lov til at sætte mere videoovervågning op og mulighed for at indrette zoneforbud, så boligerne på bakken med den fantastiske udsigt udover København igen kan blive et trygt og attraktivt område at bo i.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter