December – elsket og hadet
December.jpg
Billedet viser med al tydelighed, hvilket køn der er mest begejstret over al juleriet og de mange tilhørende indkøb. Foto: -
Nogle hader den, men de fleste elsker den. December. Og den er værst for mænd

Der er nogle, der hader den så meget, at de rejser væk fra den.
De hader temperaturen i december, de hader længden af den, de hader mørket, de hader alle familiejulefrokosterne, og de hader, at den afslutter et år, men mest af alt hader de, at den er rød, fyldt med nisser og gavebånd, at den er køer og julemusik i alle butikker og ”Last Christmas” i radioen, og at den er masser af fed julemad og udgifter til gaver, som vi sådan set bare bytter med hinanden.
Men for langt de fleste og for børnene især er december årets bedste tid på året og deres yndlingsmåned.
Altså for langt de fleste kvinder…
For mange mænd hader julen. De har ganske enkelt ikke det samme behov for at piske rundt og købe den helt rigtige julegave og lave julelandskaber i vat og trille pebernødder, som deres koner har.
Og i en hel måned er deres kone forvandlet til Gertrud Sand fra The Julekalender og deres hjem forvandlet til en nisselandsby.
Din mand hader mange ting ved december. For det første dine høje forventninger om perfekte gaver og om intimitet og julehygge på kommando. Han hader at skulle sidde i timevis og spise julemad og pakke gaver ud med den del af familien, han normalt undgår og slipper for at se. Han hader forventninger om den ideelle julestemning, han hader at skulle fælde jule-træet og sætte det på fod og hente lyskæder fra loftet, når hans kone vil have det, og han hader, at hans kone fiser småstresset rundt med huskelister og forberedelser og gøremål.
Han føler sig sat udenfor indflydelse, mens jule­deko­ra­tioner og kravlenisser inva­derer hans hjem. Men du kan gøre julen bedre for jer begge, hvis I fordeler arbejdsopgaverne bedre og begge laver noget af det, der er rart og sjovt. Og skru så lidt ned for dine forventninger, så din mand ikke bliver sure Oluf Sand, og forresten kan du også selv slappe mere af, hvis du ikke forventer dit livs jul igen i år. Spørg din mand om hans ønsker og behov for en god jul og blive enige.
Julen er trods alt også mandens fest.

• December er opkaldt efter ordet decim, som betyder 10 på latin. Nu er december jo selvfølgelig årets tolvte måned, men engang var marts årets første måned, og derfor var december den tiende.
• Den koldeste december havde vi i Danmark i 1981 med ned til minus 25,6 grader.
• 3. december 1999 blev landet ramt af en orkan – den mest ødelæggende naturkatastrofe i Danmark.
• I 2009 og 2010 havde vi landsdækkende hvid jul i Danmark. Det er første gang i vejrhistorien, at Danmark oplever to landsdækkende hvide jul i træk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top