En skrap tone har skabt selvsikre børn
pakhus1.jpg
-Det var spændende at have publikum på, og de klappede rigtig meget – især dem, vi kendte, fortæller Hafsa på ni år og Amalie på 12 år. Foto: Jesper Haller.
Åndeløst spændte venter børnene i kulissen, linder forsigtigt på bagtæppet og kigger ud på de mange, mange bænkede tilskuere i kulturhuset Pilegården i Brønshøj

Lige om lidt skal de på. Lige om lidt får de at se, om de mange ugers teaterprøver får publikum op i stolene, frem i sæderne og op med de klappende hænder. En pige på otte får øje på en skjortesnip, der stikker frem under medspillerens flotte kostume og stikker den straks på plads. En anden flytter lidt på en taske, nogen måske kunne falde over under de mange ind- og udgange i stykket. Man har øje for hinanden og helheden. Og nu, NU, mine damer og herrer, så sætter vi lige videoen på pause og skruer tiden lidt tilbage:
Bo Schiøler, mangeårig – nu tidligere – leder af Vesterbro Ungdomsgårds teater- og musikarbejde stirrer på en lille pige, der sidder og vrider sig på stolen i prøvelokalet. ”Din dumme unge!” tordner Schiøler, så selv en voksen mand kan blive helt forskrækket. ”Du skulle have haft dit kostume med, ikke?”
Hvad nu? Brister pigen i gråd og styrter ud for at blive trøstet af de faste pædagoger her i den integrerede institution Pakhuset? Næh. ”Jeg ved det godt, jeg skal nok huske at tage det med i morgen”, siger pigen ganske roligt og noterer noget i sit tykke manuskript.
Schiøler tordner videre over for nogle andre, som er kommet for sent og har glemt deres replikker. Alle lytter, noterer og tager kritikken til sig. De bliver nemlig også rost, når de har fortjent det, og det vil alle gerne gøre sig fortjent til, for så lyser den gamle, brøsige teaterlærer op i et smil, der varmer helt ned på de bageste rækker. Noget forunderligt er på færde i dette teaterprojekt.

Inspiration udefra
Bo Schiøler har været hyret til at gennemføre et flere måneder langt prøveforløb med Pakhusets børn, og det er nu mundet ud i rigtige, vaskeægte forestillinger uden for huset med ægte publikum. Han er en del af en lang tradition på stedet.
– Man kan indføre nye arbejdsmodeller på to måder, ved at pædagogerne tilegner sig metoder eller ved at lade folk udefra komme her og sætte projekter i gang, så man aktiverer børnene direkte, fortæller Pakhusets leder, Erling Kølner Jensen.
– Begge dele har selvfølgelig værdi, men i en travl hverdag kan det være en udfordring for det faste personale at finde overskud til nye tiltag, medens udefra kommende ofte opleves som et kærkomment supplement eller ligefrem aflastning. Og så får man jo som fast personale mulighed for at se, om projekterne rent faktisk virker i praksis, inden man måske selv begynder at arbejde med dem.
Vi har haft stor glæde af ”friske pust” udefra, siger Erling Kølner Jensen.

Skrap tone nytter!
– Vi pædagoger har en tendens til at FORSTÅ os ud af mange ting, det er jo en del af vores fag. Bo Schiøler forventer, at børnene husker aftaler, har deres ting med, husker deres plads – i virkeligheden samme forventninger man har til voksne. Den holdning kan man selvfølgelig ikke have som generel pædagogisk praksis på en integreret institution, men i afmålte doser sætter den ting i gang hos børnene. De finder ud af, at de kan meget mere end de – og vi – umiddelbart tror, hvis de får muligheden. Og hvis man tør risikere, at det går lidt skævt undervejs, hvilket jo også er en del af livet, siger lederen, som i øvrigt påpeger, at pædagoger af og til har sværere end børnene ved at håndtere den skrappe tone og går og mumler ”sådan kan man da ikke tale til børn”. Og så bliver de helt forbløffede, når børnene kommer dybt begejstrede ud fra øvetimerne, krammer deres manuskript og indskærper deres forældre, at ”jeg skal have en hat med på onsdag”.
Ulla Rosenqvist, pædagog på niende år i Pakhuset er enig i, at tonen kan være uvant, men hun mener bestemt, at projekter som dette er nyttige.
– Børnene synes, at Bo er en skrap lærer. Han kan godt tale lidt hårdt til dem, men efterhånden har de fundet ud af, at det bare er en måde, det er kærligt ment. Og så er de faktisk stolte af, at de har ”afkodet” en voksen. Nu har de en jargon sammen, siger hun.
– Børnene er også præget af travle miljøer, hvor man måske ikke altid bliver set. Da Bo afsluttede teaterprojektet, gav han børnene en bog, hvor han havde skrevet noget personligt om og til hver og en af dem. Han havde virkelig haft øje på dem og forholdt sig til dem som mennesker, tænkt over deres talenter og muligheder. Det betød enormt meget for børnene, mener pædagogen og peger på en række nyttige livsdiscipliner, man kan tilegne sig ved den slags scenearbejde, fastslår Ulla Rosenquist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top