International pris til lokal ingeniør
Ole-Albert-Nielsen.jpg
Ole Albert Nielsen. Foto: Dansk Standard.
Ole Albert Nielsen fra Brønshøj høster anerkendelse for sin indsats i det verdensomspændende elektro­tek­nis­ke standardiseringsarbejde

Ole Albert Nielsen, chefrådgiver hos UL International Demko A/S, har modtaget prisen, ”IEC 1906 Award 2014”, for sin indsats i internationalt standardiseringsarbejde på det elektrotekniske område.
– Det har stor betydning, at dansk know-how bringes i spil i udviklingen af internationale standarder. Danske virksomheder får lettere ved at efterleve standarderne, fordi de bliver skabt under stærk indflydelse af dansk tankegang. Den internationale anerkendelse viser med al tydelighed, at danske eksperter nyder stor respekt for deres faglighed og kompetencer. Det er fantastisk flot og velfortjent, siger Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.

En verden med øget sikkerhed
– International standardi­se­ring er vigtig af mange grunde. De primære er sikkerhed, vækst og arbejdspladser. Som produktudvikler i over 25 år har jeg personligt erfaret, hvordan mangel på standarder hæmmer udbredelsen af nye produkter og teknologier. Den globale standardisering er således vigtig – både for UL som international prøvnings- og certificeringsvirksomhed – og for mig personligt i arbejdet for en verden med øget sikkerhed, fortæller Ole Albert Nielsen om bevæggrunden for sit arbejde med standardisering, der nu har medført en international pris.
Ole Albert Nielsen modtager prisen bl.a. for sin deltagelse i standardiseringsarbejdet for sikkerhed af strømforsyninger samt sikkerhedsstandarder for forbrugerelektronik og IT-udstyr med henblik på at minimere brandrisikoen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top