Tingbjerg igen på Danmarkskortet
Tingbjerg-01-48-14.jpg
Socialborgmester Jesper Christensen og EuroSpar købmand Bent Kristensen deltog i Radio24syvs udsendelse fra Tingbjerg i fredags. Foto: Kaj Bonne.
Statistik fra Københavns Politi viser, at der de sidste tre år er blevet mindre krimi­nalitet i Tingbjerg, men i sidste uge kom der igen fokus på området, da den lokale præst Ulrich Vogel, efter flere års tavshed tog bladet for munden i et interview til Berlingske, hvor han fortalte, om sine oplevelser

-Når man hører om mafiaen på Sicilien, tænker jeg altid: Man behøver slet ikke at rejse så lang. Den form for kriminalitet fungerer fint i Tingbjerg. På den måde er det et parallelsamfund. Det er et tomrum, der er fyldt ud af kriminelle. Og det er efterhånden fuldstændig indgroet i bydelen, udtaler Ulrich Vogel.

Rygterne trives
Denne udmelding har fået flere politikere og lokale til at reagere. En af dem er Københavns Socialborgmester Jesper Christensen, der har boet i Tingbjerg hele sit liv. Han er noget paf over præsten udmelding.
-Jeg har et helt andet billede, end det der er beskrevet i Berlingske. Det Ulrich Vogel har beskrevet er historisk. Sådan var der for år tilbage. Selvfølgelig kan det blive bedre, og det arbejder vi hårdt på. Vi er et helt andet sted i dag end for fire-fem år siden, forsikrer Jesper Chris­tensen.
-Vi holdt borgermøde sidste uge med politiet. Det gør vi løbende for at lave en status på, hvordan det går, derfor kan det godt ærgre mig, at det skal diskuteres i pressen, fortsætter Jesper Christensen, der fik opbakning af journalist Kristoffer Eriksen på Radio24syv, der for nogle år siden boede i Tingbjerg halvanden måned, hvor han sammen med en kollega lavede dokumentaren ”Dødsruten”.
-Jeg gik rundt om natten, og var slet ikke utryg. Jeg oplevede ingenting, og jeg kan sagtens afkræfte nogle af de rygter, der er om Tingbjerg, fortæller Kristoffer Eriksen, der mener at rygterne trives rigtig godt i området.
Eksempelvis går rygtet, at der har holdt en lastbil på ”Ruten”, hvor der blev læsset tyvekoster på, men i virkeligheden var den en indsamling af tøj og effekter til Syrien.
-Vi kan ikke gøre det bedre, hvis vi hele tiden kun skal høre gamle historier om, hvordan det var. Vi har fået 10 procent flere i arbejde i området og det ser ud som om, at det faktum har kunnet knække indbrudskurven, fortæller Jesper Christensen.
Også den afholdte EuroSpar købmand Bent Kristensen kan mærke, at der er flere, der er kommet i arbejde.
-Jeg er slet ikke utryg ved at bo her, og jeg oplever, at bydelen er blevet meget roligere. Jeg har lange åbningstider, og jeg ser jo, at folk kommer og handler sent, det gjorde de ikke før. Jeg synes, det er ærgerligt, at der nu igen kommer negativ fokus på Tingbjerg.

Flere giver præsten ret
Men det er også beboere, der er enig med præsten. På ”Ruten” er der flere, der hænger ud sammen hver dag, og de er heller ikke trygge. De kan komme med flere historier om ældre, der er blevet overfaldet og frarøvet penge, eller butiksejere der bliver afpressede.
Beboerne ønsker at være anonyme, men de fortæller, at de ikke tør flakke rundt om aftenen. De oplever også, at politiet ikke kommer de gange, hvor de har haft brug for det. Flere ønsker at flytte fra området, men det er en økonomisk umulighed.
Ulrich Vogel synes det er dejligt, at der er nogle, der har et godt indtryk af området.
-Jeg ville ønske at jeg kunne sige det samme. Imidlertid har min socialrådgiver og jeg nærmest ugentlig henvendelser fra folk, der kommer i klemme i forbindelse med kriminalitet og som føler, at der ikke rigtigt bliver taget hånd om. Det synes jeg er ret alvorligt, fastslår Ulrich Vogel, der ikke havde lyst til at stille op til interview, da Radio 24syv valgte at sende fra EuroSpar i Tingbjerg i fredags.
Præsten i Tingbjerg har før været chikaneret for sine udtalelser. Sidst var det i 2009, hvor han også var ude og fortælle om de ting, han så i området. Hans præstebolig blev dengang udsat for et ualmindeligt groft indbrud, og han måtte dengang sygemelde sig og fraflytte sin bolig. I sidste uge fik han så ifølge kilder smidt en brosten gennem ruden.

1 kommentar om “Tingbjerg igen på Danmarkskortet”

  1. Jakob siger:

    “På ”Ruten” er der flere, der hænger ud sammen hver dag, og de er heller ikke trygge. De kan komme med flere historier om ældre, der er blevet overfaldet og frarøvet penge, eller butiksejere der bliver afpressede.”

    Ligesom der er i alle andre byer.

    Det virker som om der er nogen der er meget interresseret i at holde Tingbjerg nede, taget i betragtning at politiet melder om faldende kriminalitet.

    At skyde skylden på området Tingbjerg, for at politiet ikke kommer når der er brug for dem, er ikke bare dumt men direkte naivt.

    Kigger man på politiet generelt i vores samfund som helhed, vil man hurtigt opdage at polititets prioteringer er styret oppefra og de prioteringer der er oppefra, er som regel med helt andre formål end at stoppe den mindre kriminalitet.

    Et eksempel på det kan være et indbrud. Politiet kommer ikke ud og de anbefaler man anmelder over nettet.

    Jeg håber folk får øjnene op for, hvad det er politikerne bruger Tingbjerg til i øjeblikket. Læg især mærke til de højreorienterede partier, som elsker at visualisere kriminaliteten i form af invandrere og mafia ligende tilstande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top