Lørdag 27. maj 2017
IMG_2549
Foto: ef.
Andres penge
Private og organisations­økonomiske interesser går frem for kvalitet, når det gælder vedligehold af bevaringsværdige huse
Skrevet af John Steen Johansen, Formand for afdelingsbestyrelsen, Bellahøj l og ll - 2. december 2014, 11:03:35

Der er store renoveringer på vej i Brønshøj-Husum. SAB, der er en af Københavns største boligorganisationer og administrationsselskabet KAB tjener mange penge på renoveringer og helhedsplaner.
SAB har en organisationsbestyrelse der består af 11 almindelige beboere, der vælges på det årlige repræsentantskabsmøde blandt lokale bestyrelsesmedlemmer. Organisationsbestyrelsen har siden 1995 tildelt sig selv byggesagshonorarer for renoveringer og større byggesager. Organisations-bestyrelsen kan også vælge ikke at tildele sig selv honorarerne og dermed gøre byggesagerne billigere.
Siden 2007 er der fordelt 626.000 kr. imellem organisationsbestyrelsesmedlemmerne i byggesagshonorarer, og med de renoveringer der er vedtaget og på vej i disse år og dem der forventes at blive vedtaget vil bestyrelsen kunne se frem til dele 2,1 million kr. imellem sig, svarende til næsten 200.000 kr. person. Renoveringen i Tingbjerg l giver 193.000 kr. i honorar. Vedtages og gennemføres renoveringen på Bellahøj l og ll vil det give 345.000 kr. – og renoveringen af Humlevænget vil give 125.000 kr. I alt 663.000 kr. til deling i bestyrelsen.

Demokratisk betænkeligt
Bestyrelsesmedlemmerne har økonomiske interesser, der er i modstrid med beboernes interesser. Jo dyrere byggeriet bliver, jo større honorar vil de kunne hæve. Det er også dem der sammen med KAB tager rundt på afdelingsmøder i de enkelte afdelinger for at få renoveringer og helhedsplaner vedtaget.
Dette er ekstra betænkeligt, fordi en ny lovgivning giver organisationsbestyrelsen mulighed for at overtrumfe beboerne, hvis de siger nej til helhedsplaner eller renoveringer. Med denne mulighed kan de reelt sætte beboerdemokratiet ud af kraft. Beslutningerne kan hermed træffes af lille gruppe beboere uden særlig byggesagkyndighed, men med direkte privatøkonomiske interesser i projektet.

Lind pengestrøm
Det er ikke de eneste penge de beboervalgte organisationsbestyrelsesmedlemmer får. De modtager også et honorar på 35.000 kr. årligt for seks bestyrelsesmøder. Næstformanden der også er formand for KAB får 51.000 kr. og formanden for SAB får 70.000 kr. årligt.
Det vil sige, at et almindeligt organisationsbestyrelsesmedlem i løbet af tre 3 år får 105.000 kr. plus byggesagshonorarer oveni. Et af de længst siddende medlemmer har i de sidste seks år modtaget ca. 250.000 kr. Næstformanden har modtaget 350.000 kr. i de sidste seks år – ved siden af sit gode honorar fra KAB. Det er også frivilligt om de vil tildele sig selv disse honorarer.
Alle tal og beregninger vil blive lagt på hjemmesiden bellahoj.com.
Den tætte sammenblanding imellem organisationsbestyrelsen og KAB er ekstra problematisk, da KAB får en central rolle i mange renoveringer og beregner honorarer for sin medvirkning til administrativ og teknisk bistand. For Bellahøj l og ll med 485 lejligheder er beløbet 33,6 mio. kr.

Fredning er vejen frem
KAB har med henvisning til, at en stor renovering vil løse alle problemer, ikke vedligeholdt de bevaringsværdige huse på forsvarlig vis. Det vil være betryggende for huse og beboere, hvis Bellahøjbebyggelsen, der er levende og bevaringsværdig kulturhistorie, bliver fredet og husene renoveres langsomt, grundigt og med kvalitetssikring i proces og detalje uden indflydelse af en bestyrelse, der måske er mere optaget af deres honorarer end beboernes og husenes ve og vel.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter