Giv ikke dyr i julegave
Dyrenes Beskyttelse advarer imod at give dyr i julegave. At få et dyr er en vigtigt beslutning, som kræver, at ejeren har tænkt grundigt over det ansvar, der følger med. Selvom det er i bedste mening, så er det en dårlig ide at give dyr i julegave. En sød hvalp med store poter eller en […]

Dyrenes Beskyttelse advarer imod at give dyr i julegave. At få et dyr er en vigtigt beslutning, som kræver, at ejeren har tænkt grundigt over det ansvar, der følger med.
Selvom det er i bedste mening, så er det en dårlig ide at give dyr i julegave. En sød hvalp med store poter eller en lille killing kan vække stor lykke, men hvis den, der får dyret, ikke på forhånd har overvejet det ansvar, der følger med at have et dyr, så kan det blive en uheldig oplevelse for både dyret og den nye ejer.

Stor beslutning
-Hvis man vil have et kæledyr, er det en beslutning, man selv skal træffe. Hvis man ikke er klar til det ansvar, der følger med, så kan det ende med, at man kort tid efter må skille sig af med dyret. Dyrenes Beskyttelse bliver ofte kontaktet af folk, der har anskaffet sig et kæledyr, som de alligevel ikke magter at have, og det samme kan ske, hvis man giver et dyr i julegave, siger Jens Jokumsen, projektleder for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.
Han fortæller, at det ansvar, der følger med og den store beslutning, det er at tage ansvar for et dyr, kræver grundige overvejelser. Det er en stor beslutning og koster mange penge. Ikke blot anskaffelsen koster penge, men også de udgifter der følger med resten af dyrets liv, som foder, dyrlæge, udstyr, forsikringer og hvis dyret skal passes, når familien holder ferie.

Hverdag og god tid
Heller ikke selv om et kæledyr står på juleønskesedlen, anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man vælger at give et dyr som julegave.
-Selvom man ved, at den, der får dyret, ønsker sig det og har tænkt det grundigt igennem, så er julen ikke et godt tidspunkt at få et dyr. Vi ved jo alle, hvor hektisk juleperioden er, og at få et dyr kræver både tid og ro”, siger Jens Jokumsen, der i stedet foreslår, at man giver en hundesnor, et kaninbur eller andet udstyr til det kommende kæledyr.
-Når jule- og nytårsræset er overstået, kan familien i ro og mag træffe det helt rigtige valg af dyr”, siger Jens Jokumsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top