Fredag 22. september 2017
Ja, jeg er stolt af Tingbjerg
Skrevet af Social­borgmester Jesper Christensen - 17. december 2014, 13:03:13

Finn Rudaysky mener, at jeg benægter fakta om Tingbjerg, og at jeg forsøger at tegne et rosenrødt billede af området. Det må være fordi han misforstår mig, når jeg siger, at jeg holder meget af mit kvarter og mine naboer.
Jeg har boet i Tingbjerg i hele mit liv. Og jeg har brugt en meget stor del af både mit arbejdsliv og min fritid på at bidrage til, at det bliver et godt og trygt område for mig selv, min familie og mine naboer. Nogle gange har det været op af bakke. Det var det for eksempel i slutningen af nullerne, da bandekrigen førte til skyderier og øget utryghed. Det var ikke nogen rar tid, og mange forældre var bekymrede for deres børn og unges fremtid.
Derfor er jeg glad for og lettet over, at vi er kommet langt siden den gang. Kriminaliteten og arbejdsløsheden er styrtdykket. Jeg vil ikke ind i en krig om tal og statistik. Lad mig bare nøjes med at sige, at jeg stoler på politiet og på kommunens statistikker. Men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at her er blevet meget rarere at bo – det oplever jeg, og det oplever de fleste af dem, jeg taler med.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der deler min optimisme. Og jeg ved jeg godt, at det på mange måder er rarere at bo på Østerbro eller Christianshavn. Men det ødelægger ikke min glæde og stolthed over mit kvarter. Og det slår ikke skår i min taknemmelighed til de mange engagerede, dygtige og ansvarsfulde mennesker, der har skabt Tingbjergs stærke fællesskab, og som hver eneste dag knokler for og står sammen om at løse områdets problemer.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter