100 dags fest på Korsager Skole
100-dags-fest1.jpg
Som en rigtig fest og fernisering blev der drukket champagne og spist hjemmebagte kager og flødeboller. Foto: Dorthe.
Det var 86 forventningsfulde 0. klasses elever, der i torsdags kunne fejre, at de har gået i skole i 100 dage – d.v.s. halvdelen af deres første skoleår

Og til at åbne festen var Dronningen, alias souschef Lene Jacobsen, som var mødt op med elefantorden og stor hat for at klippe snoren over til festen og udstillingen.
I ugen op til festen havde eleverne været delt op i grupper og været på forskelige værksteder, hvor de skulle lege med tallet 100.
Festen var også en fejring af børnenes læring, og rundt på bordene var der en rigtig fin udstilling, og der var tegninger, rim og tal på væggene, som var bevis på det, som børnene havde arbejdet med.
De havde blandt andet lavet 100 regnestykker, 100 rim, en talorm der gik fra 0-100. Talormen skal følge børnene og hænge synligt, så den kan hjælpe dem med at regne.
Børnehaveklasseleder Heidi Holck har medbragt ideen til 100 dags festen fra sit forrige arbejde i Furesø Kommune.
-Der var det en tradition at holde 100 dags fest, og det håber jeg også, det nu bliver på Korsager Skole, fastslår Heidi Holck og tilføjer, at der har ligget en kæmpe læring for børnene i at skulle arbejde med tallet 100.
-Børnene har øvet alt, hvad der har med tallet 100 at gøre. Det har været en anden måde at få dansk og matematik til at gå hånd i hånd på. Alle børnene har også skullet medbringe 100 ting hjemmefra, som nu er vist i en udstilling. Nogle har haft 100 riskorn med, andre 100 skumfiduser, 100 popcorn eller 100 visne blade, og så kan 1. klasserne bruge natur og teknik på at se, hvor meget disse ting fylder, fortæller Heidi Holck, der sammen med børnene afsluttede ugen med at se 101 dalmatiner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top