Fredag 22. september 2017
2014 i billeder 2. halvår
Også i det forgangne år har Brønshøj-Husum Avis bragt billeder og artikler om stort og småt fra livet i bydelen. Vi har samlet en buket af nogle af de aktiviteter, der lokalt har været med til at tegne året 2014 i vores bydel, der på mange niveauer summer af aktiviteter og initiativ, men også har udfordringer der kræver en særlig opmærksomhed. Vi ønsker vores læsere, samarbejdspartnere og annoncører et rigtig godt nytår, og håber at det gode samarbejde fortsætter – til gavn og glæde for Brønshøj-Husum og dens borgere.
Skrevet af Erik Fisker - 5. januar 2015, 19:44:46
A_IMG_3888

Juli: Et sognecenter til salg. Der skal bygges et nyt sognecenter ved Brønshøj Kirke til 19 mio. kr. Derfor blev det nuværende sognecenter på Præstegårds Allé sat til salg. Det nye sognecenter skal ligge ud mod Brønshøj Torv – hvor der i dag ligger Blomsterhytten. Blomsterhytten lukker 1. maj 2015, og efter at have solgt blomster på torvet i 30 år, går Jørgen Olsen på pension.foto: ef.

B_Motorløb 16 32-14

August: Motorløb på Bellahøj. Også i 2014 havde det klassiske motorløb på Bellahøj, Copenhagen Historic Grand Prix royal deltagelse. Prins Joachim vandt sammen med racerkøreren Tom Kristensen sin klasse. Modsat året før, hvor prinsen måtte udgå med defekte bremser. 30.000 havde trodset hedebølgen og var mødt op til det motorløb, hvor der også blev kørt 444.000 kr. ind til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet. Motorløbet gentages i 2015.Foto: Kaj Bonne.

C_Kor 05 35-14

August: 1.200 til koncert på Bellahøj Friluftsscene. Det var et brag af en koncert, da Carmina Burana en kølig aften i august indtog Bellahøj Friluftsscene, og viste hvad den unikke scene også kan bruges til – og hvorfor det er en god idé at renovere den noget nedslidte scene. 70 korsangere og en række solister, bl.a. sangerne Povl Dissing og sopranen Susanne Elmark, gav de mange tilskuere en uforglemmelig aften.Foto: Kaj Bonne.

D_Pia Olsen Dyhr 01 34-14

August: Det er lidt som at komme på landet. Pia Olsen Dyhr fra Brønshøj blev i februar valgt som formand for SF efter en kaotisk periode i partiet, der endte med udtræden af regeringen og valg af ny formand. Brønshøj-Husum Avis havde sat Pia Olsen Dyhr stævne på en kaffebar på Brønshøjvej, hvor hun bl.a. sagde, at det er lidt som at komme på landet, når hun på cykel nærmer sig bydelen fra sin arbejdsplads på Christiansborg. Hun kunne ikke umiddelbart støtte planerne om en metro til bydelen men synes at en letbane fra Nørrebro via Brønshøj, Husum og Tingbjerg til Gladsaxe lyder fornuftigt. Foto: Kaj Bonne.

resumerapport-05_.indd

September: Letbane om 10 år? Der er udsigt til at der står et politisk flertal bag planerne om en letbane (en moderne sporvogn), der via Frederikssundsvej skal forbinde Nørrebro Station og Gladsaxe. Banen bliver 9 km lang og skal have 16 stationer. Pris 2,2 mia. kr. På tegningen vises, hvordan bybilledet på Frederikssundsvej ved Husumvej kan se ud om ca. 10 år. Illustration: Københavns Komm.

F_Bellahøj Skole 05 38-14

September: Bellahøj Skole skal renoveres. Budgetaftalen for 2015 på Københavns Rådhus var ikke helt ringe for Brønshøj-Husum. Der blev bl.a. afsat 216 mio. kr. til renovering og udbygning af Bellahøj Skole, 25 mio. kr. til en ny gang- og cykelsti mellem Tingbjerg og Husum og 2,6 mio. kr. til fortsat drift af EnergiCenter Voldparken. Endvidere var der penge til etablering af Borgerservice Kvik i Brønshøj. Noget uventet var der ikke midler til en renovering af Bellahøj Friluftsscene. Foto: Kaj Bonne.

G_Vestvolden 02 40-14

September: Workshop om Vestvolden. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde indbudt til workshop om den kommende anlægs- og plejeplan for den fredede Vestvold. Det skete på det imponerende anlæg, dobbelt-kaponieren, på volden i Husum. og mange interesserede var mødt frem for at give sin mening til kende – og der var mange kreative og fantasifulde forslag om fremtiden for det gamle forsvarsværk. Foto: Kaj Bonne.

H_Gavlmaleri 41-14

Oktober: Nye gavlmalerier. ”Twilight Objects” er titlen på de to farvestrålende gavlmalerier, der blev indviet i boligafdelingen Rolandsgården på Frederikssundsvej ved Løvetandsvej. Projektet er støttet af SAB´s Kunstfond og Brønshøj-Husum Lokaludvalg, og malerierne er udført af Silas Inoue og Simon Hjermind. Foto: Kaj Bonne.

I_Kirstens Konditori 42-14

Oktober: Mesterbager fra Brønshøj. Igen i 2014 blev Kirstens Konditori på Frederikssundsvej hædret for sit fine og velsmagende håndværk, der er blandt landets bedste. På billedet modtager bagersvend Rudi Christiansen diplom for en fornem tredjeplads i kategorien ”Danmarks bedste specialbrød”. I kategorien ”Danmarks bedste tørkage” blev det til en fjerdeplads.Foto: Kaj Bonne.

J_Bellahøj 01 34-14

November: Stadig fokus på ”udsatte” områder. Området omkring højhusene på Bellahøj befandt (og befinder) sig stadig mellem byggeplaner for grunden, hvor vandreservoiret lå, renoveringsplaner for højhusene, en kommende fredningssag, social uro og kriminalitet. Også Tingbjerg kom på forsiderne, mest på grund af en præst, der mener, at området er præget af frygt og mafiametoder. Foto: Christian Ove Carlsson.

Juletræ Husum 06 49-14

December: Flyttedag for juletræet i Husum. Mange års tradition med juletræ på Husum Torv blev brudt i december, da træet i stedet blev sat op i Husum Bypark over for Føtex. Det blev alligevel en velbesøgt og festlig eftermiddag, hvor både brandvæsenet, overborgmesteren og julemanden lagde vejen forbi. Samme eftermiddag kom der også lys i bydelens andet store juletræ på Brønshøj Torv – og julen kom for alvor til bydelen.Foto: Kaj Bonne.

K__mg_5417

December: Lys på Brønshøj Vandtårn. Julemåneden blev budt velkommen af Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Rytterskolen og Kulturhuset Pilegården med en kreativ og hyggelig eftermiddag med bl.a. genbrugsværksted, fakkeloptog, borgmesterbesøg, lystænding af julebelysning på vandtårnet og tre udsolgte koncerter inde i vandtårnet. Lokaludvalget støtter bestræbelserne for at Københavns Kommune igen overtager det frede vandtårn, så tårn og omgivelser kan blive et attraktivt og anvendeligt element i bydelen. Foto: Christian Ove Carlsson.

L_img_5490 Karsten

December: Årets Idrætspriser. Ved et festligt og velbesøgt arrangement i Grøndal Multicenter blev årets idrætspriser uddelt af Brønshøj-Husum Forenede Sportsklubber. Prisen for Årets Idrætspræstation gik til seniorafdelingen i Boldklubben UNION for en utrolig sportslig succes og et stærkt fællesskab og sammenhold. Modtageren af prisen som Årets Idrætsleder gik til Karsten Brisell fra IF Stadion for hans meget store og vedholdende indsats for realisering af EnergiCenter Voldparken, samt hans ikke mindre vedholdende arbejde for at der til næste år opføres en ny idrætshal i Voldparken. På billedet modtager Karsten Brisell (th.) prisen af Lars Ottosen fra Arbejdernes landsbank. Foto: Christian Ove Carlsson.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter