Hverken dyrere eller billigere at holde bil i 2015
bilsalg.jpg
Foto: Colourbox.
Der venter ikke bilisterne nogen overraskelser i det kommende år, når det kommer til biløkonomien. For det bliver hverken dyrere eller billigere at holde bil i 2015, viser FDMs store bilbudget

Mens det i 2013 blev dyrere at holde bil, for så at falde igen året efter, kan 2015 bedst betegnes som status quo. Det bliver nemlig hverken dyrere eller billigere at være bilejer.
FDM har igen i år regnet på, hvad bilejere kan forvente at skulle hive op af lommen i det nye år. Og bilbudgettet holder sig på nogenlunde samme niveau som i 2014 trods forskelle på nogle enkeltposter.
-Vi har i de forgangne år set store udsving på præmierne til bilforsikringen, men den post ser ligesom flere andre ud til at holde sig i ro i det nye år.
Til gengæld vil vi opleve, at ejerafgiften skrues op. Her er der tale om en procentvis prisstigning på hele 7,3 procent, siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.
Hvis det aktuelle fald i benzinprisen fortsætter ind i 2015, kan det dog være med til at spare bilisterne for mange penge. Men da det notorisk er vanskeligt at spå om benzinprisen, er bilbudgettet baseret på Skatterådets sats på 13,24 kr./l for hele året.
Ligesom i 2014 er den største enkeltpost på bilbudgettet værditabet. Det er interessant for de mange danskere, der de senere år har købt små biler. Det store salg og den vigende interesse for at købe dem brugte, presser nemlig prisen.
-Brugtbilssalget af små biler rammes hårdt på grund af den lave pris på de nye biler. Når en ny bil kan fås for under 80.000 kroner, er det de færreste, der vil vælge en brugt mikro- eller minibil. Derfor ser vi igen i år procentvist høje afskrivninger på de små biler, siger Allan Skytte Christensen.
Det modsatte gør sig gældende i forhold til de større brugte biler, hvor værditabet procentvist holder sig på et fornuftigt niveau.
Er man på udkig efter en større brugt bil kan det tilmed i nogle tilfælde betale sig at vælge en lettere brugt bil.
Det kan f.eks. være udlejningsbiler eller leasingbiler, som har kørt forholdsvist få kilometer. Her kan man opnå en god besparelse i forhold til nyprisen, og samtidig få en bil, der holder prisen godt over tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top