Lørdag 21. oktober 2017
Kvalitet er netop målet
Skrevet af Børne- og ungdoms­borgmester Pia Allerslev (V) - 27. januar 2015, 08:51:42

I Brønshøj-Husum Avis den 20. januar efterspørger Jon Mavko Andersen argumenter for, at Børne- og Ungdomsudvalget lægger op til store ændringer på fritidsområdet. Og gode argumenter er der mange af.
Først og fremmest har folkeskolereformen skabt en ny virkelighed og nye vilkår, som vi er nødt til at agere indenfor. Hvis vi som politikere blot lader stå til, vil vi om få år risikere at stå i den situation, at en lang række af byens mange små fritidstilbud er på ruinens rand, fordi den kortere åbningstid gør det svært at få økonomien til at hænge sammen. Det går i sidste ende ud over børnene, fordi vi ikke kan holde på alle de dygtige pædagoger, og der er heller ikke råd til at lave gode aktiviteter. Derfor skal der handles nu, hvis vi også om fem og ti år skal have en bæredygtig fritidssektor i København, der leverer pædagogisk arbejde af en høj kvalitet. Det tror jeg ikke, nogen forældre kan være uenig med mig i.
Som mange andre forældre, der har kontaktet mig, er Jon Mavko Andersen bekymret for, at store institutioner ikke kan levere den kvalitet, som små fritidstilbud kan. Men for mig siger størrelsen på et fritidshjem ikke noget som helst om kvaliteten. Kvalitet for mig er muligheden for at tilbyde børnene spændende aktiviteter og udflugter, når de får fri fra skole. Kvalitet er også, at de ikke skal bruge 20 minutter på at komme hen til deres fritidshjem, men at det ligger tæt på skolen, og at de møder de samme dygtige pædagoger, som også deltog i deres undervisning. Og så er kvalitet, at hele klasser og årgange fremover har mulighed for at gå på det samme fritidshjem. I dag møder jeg mange frustrerede forældre, hvis børn bliver splittet fra deres klassekammerater på flere forskellige fritidshjem, fordi de er for små til, at alle kan gå der sammen. Det sikrer vi nu med den nye struktur.
Jon Mavko Andersen argumenterer for, at vi bør bruge kommunens anlægsmidler på at løfte fritidsområdet. Men anlægsmidler kan ikke bruges på varig drift af institutioner, og hverken jeg eller de øvrige politikere i udvalget synes, at det er god brug af københavnernes skattemidler at holde en række små fritidshjem kunstigt i live. Hvis vi skal bruge penge på at holde liv i de små fritidshjem, vil det reelt betyde, at det vil blive meget dyrere for kommunen at have et barn i en lille institution end i en stor institution. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at der skal være så stor forskel på, hvad en institutionsplads koster i København. Det, vi er optaget af, er at sikre høj kvalitet, så alle børn får det samme – gode – tilbud. Den plan, vi har sendt i høring, betyder færre matrikler, men ikke færre pladser. Vi samler blot tilbuddene på færre adresser, så økonomien holder, og så kvaliteten holder.
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at selvom vi ønsker at samle fritidstilbuddene under én ledelse tæt på skolen, vil der stadig være mulighed for at dele dem op i mindre enheder, så fordelene ved de små institutioner, som Jon Mavko Andersen også fremhæver, bevares.
Vi gør det her for børnenes skyld. For med den nye struktur, som er sendt i høring, har vi mulighed for at reducere på udgifter til blandt andet administration, bygningsdrift og følgeordninger, fordi der kommer færre ledere, færre bygninger og kortere afstand til skolen. Det betyder immervæk flere penge, som vi kan bruge på dem, det hele handler om – nemlig børnene.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter